vi kÆmper for guld
 

2016 blev et enestående sportsår
27.12.16
Team Danmark

Dansk elitesport har opnået en markant fremgang i medaljehøsten i olympiaden 2013-2016, og 2016 vil blive husket som et enestående dansk sportsår.

Forventningerne var store, da vi for et år siden gjorde status og kiggede fremad. Danske atleter havde præsteret fremragende i 2015, og det lovede godt for 2016 – ikke mindst for årets store sportslige højdepunkt, OL i Rio. 2016 skulle vise sig at overgå alle forventninger og blive et enestående dansk sportsår.

”15 OL-medaljer til Danmark i hele ni forskellige sportsgrene er et unikt resultat. Det viser, at dansk eliteidræt er i topform og har en mangfoldighed, som vi skal være stolte af. Og det gælder ikke kun i de olympiske discipliner. 2016 har blandt andet også budt på Thomas Cup-sejr i badminton og VM-guld i orienteringsløb og bowling. Forbund og landstrænere arbejder på højeste internationale niveau med deres talenter og eliteatleter, og i 2016 er tingene rigtig mange steder gået op i en højere enhed,” siger Lone Hansen, direktør i Team Danmark.

Den danske model fungerer

2016 markerer udgangen på den fireårige olympiade, og sammenlignet med tidligere olympiader har dansk elitesport oplevet en markant fremgang i antal OL- og VM-medaljer i olympiske discipliner. Fra 2013-2016 har danske atleter vundet 55 OL- og VM-medaljer mod henholdsvis 20, 23 og 29 i de tre foregående olympiader.

”Den positive udvikling, dansk eliteidræt overordnet set har gennemgået de sidste 15-20 år, viser, at Team Danmark-modellen fungerer. Det er lykkedes at vinde flere OL- og VM-medaljer, samtidig med at vi har fastholdt fokus på at udvikle hele idrætsmennesker,” siger Lone Hansen.

De unge og kvinderne viser vejen

OL-medaljevinderne Frederik R. Madsen, Niklas Larsen, Emma Jørgensen, Viktor Axelsen, Pernille Blume, Anne Dsane Andersen og Lærke Rasmussen samt flere andre danske OL-atleter har alle en alder, hvor de stadig kan udvikle sig yderligere i de kommende år. Det vidner om et godt talentarbejde og lover godt for fremtiden.

”Det er fremragende, at så mange unge atleter allerede er med helt fremme i verdenseliten. Det vidner om, at det talentarbejde, der foregår i Elitekommunerne, klubberne og i de forskellige kraftcentre rundt om i landet, har et meget højt niveau. Et godt talentarbejde er altafgørende for dansk eliteidræts fremtid,” siger Lone Hansen.  

En anden markant tendens i 2016 er, at kvindelige atleter står for en større del af medaljehøsten end tidligere, hvilket bekræfter, at den danske model for talent- og elitearbejde tilgodeser både mandlige og kvindelige atleter. Otte ud af de 15 OL-medaljer i Rio blev vundet af kvindelige atleter mod bare to ud af ni medaljer ved OL i London. Derudover har Maja Alm i orienteringsløb, Anikka Langvad i MTB, Jeanette Ottesen i svømning og Amalie Dideriksen i linjeløb alle vundet VM-guld i deres respektive discipliner i 2016.

På vej ind i en ny olympiade

2016 har været et enestående sportsår, som vi skal fejre og juble over. Men elitesporten står aldrig stille, og i samarbejde med forbund og Elitekommuner arbejder vi benhårdt på at ruste dansk eliteidræt til den nye olympiade, vi er på vej ind i.

I sommer lancerede Team Danmark Støttekoncept 2017-2020, og implementeringen af det har siden været i fuld gang. Målet er at fastholde det høje niveau, selvom vi er i hård kamp med andre lande, der satser massivt på eliteidræt.

”Vi skal ride på den bølge, som de fremragende resultater i Rio har skabt. PL og OL har vist, at eliteidræt er i stand til at samle Danmark – uanset alder, køn og geografi – til et stort fællesskab, der står bag danske atleter. Det er der ikke meget andet, der kan i vores samfund i dag, og det skal vi tage med os i det fortsatte arbejde med at styrke dansk elitesport,” siger Lone Hansen.

Fakta om sportsåret 2016

EM-, VM- PL- og OL-medaljer:

Danske atleter i Team Danmark-støttede sportsgrene har i 2016 vundet i alt 89 EM-, VM- og OL-medaljer i 16 forskellige sportsgrene (28 guld, 30 sølv og 31 bronze). I 2012 vandt Team Danmark-støttede atleter 88 medaljer i 18 forskellige sportsgrene.

Medaljerne i 2016 er fordelt på 52 EM-medaljer (18 guld, 17 sølv og 17 bronze), 15 VM-medaljer (7 guld, 5 sølv og 3 bronze), 7 PL-medaljer (1 guld, 2 sølv og 4 bronze) og 15 OL-medaljer (2 guld, 6 sølv og 7 bronze).

Årets mest vindende atleter er svømmeren Jeanette Ottesen og bowlingspilleren Jesper Agerbo med hver 6 medaljer. Det mest vindende forbund er parasport med 20 medaljer efterfulgt af badminton med 16 og svømning med 11.

Internationalt perspektiv:

Danmark er med 15 OL-medaljer nr. 19 på listen over antal OL-medaljer per nation. Kigger man på nationer med mindre end 10 mio. indbyggere er Danmark på en delt andenplads sammen med Ungarn og overgås kun af New Zealand med 18 OL-medaljer. Blandt de nordiske lande er vi nr. 1 foran Sverige med 11 OL-medaljer, Norge med 4 og Finland med 1.

Danske OL-medaljevindere i Rio:

Guld: 

Pernille Blume, svømning, 50 m fri

Casper Mortensen, Henrik Møllgaard, Henrik Toft Hansen, Jannick Green, Jesper Nøddesbo, Kasper Søndergaard, Lasse Svan Hansen, Mads Christiansen, Mads Mensah Larsen, Michael Damgaard, Mikkel Hansen, Morten Olsen, Niklas Landin, René Toft Hansen, håndbold, herrer

Sølv: 

Sara Slott-Petersen, atletik, 400 m hæk

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, badminton, damedouble

Emma Jørgensen, kajak, 500 m K1

Jakob Fuglsang, cykling, linjeløb 

Jacob Barsøe, Jacob Søgaard, Kasper Jørgensen og Morten Jørgensen, roning, LM4- 

Mark O. Madsen, brydning, græsk-romersk 75 kg

Bronze: 

Viktor Axelsen, badminton, herresingle 

Anne-Marie Rindom, sejlsport, Laser Radial 

Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen, sejlsport, 49er FX

Anne Dsane Andersen og Lærke Berg Rasmussen, roning, W2- 

Lasse Norman Hansen, Casper Folsach, Frederik Rodenberg Madsen, Niklas Larsen og Rasmus Quaade cykling, 4000 m holdforfølgelsesløb 

Lasse Norman Hansen, cykling, omnium 

Pernille Blume, Mie Ø. Nielsen, Jeanette Ottesen og Rikke Møller Pedersen, svømning, 4x100 m medley

Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Yderligere oplysninger

Lone Hansen
Direktør, Team Danmark
6038 2527

Luk

Del