vi kÆmper for guld
 

OL-forberedelser i højeste gear!
04.05.16
Fysisk træning / Karriere og uddannelse / Sportsernæring / Sportsmedicin / Sportspsykologi / Præstationsanalyse / Test / Team Danmark

Der er mindre end 100 dage til OL, og Team Danmarks eksperter arbejder tæt sammen med forbund og atleter om at sikre et top-tunet OL-hold!

19 atleter er på nuværende tidspunkt officielt udtaget til OL i Rio, der er sikret 83 nationspladser, som der endnu ikke er sat navn på, og en række atleter kæmper i de kommende uger og måneder for at sikre sig kvalifikation. Team Danmark arbejder tæt sammen med forbund og atleter for at sikre, at atleterne er top-tunede til opgaven både fysisk og mentalt, og hvad angår kost, udstyr med mere.

Siden 1. januar 2016 har Team Danmarks eksperter brugt mere end 1000 timer ”face to face” med de 19 atleter, som på nuværende tidspunkt er officielt udtaget til OL. Men det arbejde, der foregår rundt om atleterne, og som handler om at top-tune de miljøer, de træner i til daglig, er mindst lige så vigtigt, lyder det fra Team Danmark-direktør Lone Hansen. 

”Det lyder jo godt med 1000 timer, men tallet siger ikke så meget om den sparring, vi har med sportschefer, trænere og andre i forbundene. Det er vigtigt, at vi – ikke mindst her op til OL – sikrer, at atleterne har så god og fleksibel adgang som muligt til den relevante hjælp og støtte. Men det er en lige så vigtig del af Team Danmarks eksperters arbejde at udvikle de miljøer, der er omkring atleterne,” siger Lone Hansen.

Jena Mai Hansen, der sammen med Katja Salskov-Iversen er nybagt europamester i 49erFX, har det seneste år haft mere end 200 rejsedage med sporten. Hun siger, at eksperthjælpen er afgørende for, at hun kan holde til den travle hverdag som eliteatlet. 

"Det er afgørende, at vi får den hjælp og støtte af Team Danmarks eksperter. Det er vigtigt, at vi kan komme og blive "tjekket igennem", når vi som nu lige har et par dage hjemme. Og det er måske endnu vigtigere, at vi også kan have f.eks. fysioterapeut og sportspsykolog med ude og hjælpe os under træningslejre og konkurrencer," siger Jena Mai Hansen. Se video fra Jena og Katjas fysiske træning her.


”OL er ikke hvert fjerde år. OL er hver eneste dag,” skrev bryderen Mark O. Madsen på sin Facebook-side, da der sidste onsdag var præcis 100 dage til OL i Rio. Team Danmark samarbejder med atleter og forbund om at skabe optimale rammer for atleterne – Ikke kun hvert fjerde år, men hver eneste dag.

Team Danmarks eksperter arbejder inden for områderne fysisk træning, sportsernæring, sportsmedicin, præstationsanalyse, sportspsykologi, test og karriere og uddannelse Du kan læse mere om, hvordan Team Danmarks eksperter arbejder her, og på Team Danmarks Facebook-side kan du lige nu se video fra kajak-roeren Orion Pilos test og træning frem mod forårets OL-kvalifikation.

 

Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Luk

Del