vi kÆmper for guld
 

Årsberetning 2016: Det bedste sportsår i nyere tid
21.04.17
Team Danmark

2016 var et år spækket med unikke sportsoplevelser. 89 gange stod danske atleter på medaljeskamlen og ved OL i Rio vandt danske atleter historiske 15 medaljer – det bedste OL-resultat siden OL i London 1948. Det og meget mere kan du læse om i Team Danmarks Årsberetning 2016.
Jubel, glædestårer, skuffelser, begejstring, stolthed og fællesskab. 2016 har indeholdt det hele, og på bundlinjen står, at dansk eliteidræt præsterer bedre end nogensinde. Fra Amalie Dideriksens VM-guld i linjeløbet i cykling, Maja Alms VM-guld i orientering, badmintonherrernes sejr i Thomas Cup til det bedste danske OL siden 1948. Blot for at nævne nogle få højdepunkter fra 2016. 

De 15 OL-medaljer i Rio sikrede Danmark en tredjeplads på medaljeranglisten sammen med Ungarn – kun overgået af New Zealand og Aserbajdsjan – når man kigger på nationer med mindre end 10 millioner indbyggere. Det er ganske enkelt enestående godt gået af Danmarks dygtigste eliteatleter, landstrænere og sportschefer.

”Den positive udvikling skyldes blandt andet, at danske landstrænere og sportschefer arbejder stenhårdt og har meget høj klasse. Mange specialforbund har gennemgået en markant udvikling og imponerende professionalisering af elitearbejdet. Team Danmark har sammen med specialforbundene styrket sportschefer og landstræneres kompetencer og sikret vidensdeling på tværs af specialforbund i netværksgrupper. Det er et arbejde, som vi vil styrke de kommende år,” siger Team Danmarks formand, Frank Jensen.

Fra eksamensbordet til Rio
De mange store øjeblikke i 2016, hvor danske atleter fik hængt medaljer om halsen, viser, at Team Danmarks eliteidrætsmodel virker. Danske atleter har verdensklasse og har samtidig mulighed for at skabe balance mellem uddannelse, arbejdsliv, familieliv og elitekarriere.  

”Det er et udtryk for styrken i Team Danmarks-eliteidrætsmodel, at Pernille Blume og Mie Østergaard Nielsen, stort set direkte fra eksamensbordet med velfortjente studenterhuer, kan tage til Rio og vinde flotte og historiske svømmemedaljer til Danmark. Sara Slott Petersen er et andet eksempel på, at en atlet kan komme tilbage efter en fødsel og præstere i absolut verdensklasse. Det er derfor afgørende, at vi kontinuerligt kæmper for, at atleter kan kombinere familieliv, uddannelse og eliteidræt. Det er en model, vi godt kan tillade os at være stolte af i Danmark,” siger Frank Jensen. 

Ny olympiade, nye mål og stor optimisme
Der er grund til optimisme, når vi kigger frem mod de kommende år og frem mod OL 2020. Mange unge danske eliteatleter har vundet OL- og VM-medaljer i 2016, og de har en alder, hvor de i de kommende år stadig kan udvikle sig yderligere. Det vidner om, at det talentarbejde, der foregår i Elitekommunerne, klubberne og i de forskellige kraftcentre rundt om i landet, har et meget højt niveau. 

I efteråret 2016 formulerede Team Danmark Støttekoncept 2017-2020, og ambitionerne for dansk eliteidræt er fortsat høje.

”Eliteidrætten står aldrig stille, og derfor er jeg glad for, at Team Danmark også kigger længere frem i horisonten for dansk eliteidræt. Vi ved fra internationale undersøgelser, hvor vi skal udvikle os for at følge med de andre nationer. Det gælder blandt andet inden for forskning og innovation, der kan give atleter og trænere et endnu højere vidensniveau og forhåbentlig de sidste marginaler, der giver rød-hvide podieplaceringer. Samtidig er det ikke nogen hemmelighed, at eliteidrætten i Danmark har få ressourcer i forhold til vores internationale konkurrenter. Derfor har vi stort fokus på at øge ressourcerne til dansk eliteidræt,” siger Frank Jensen.
 

Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Kontakt

Lone Hansen
Direktør, Team Danmark
Tlf. 6038 2527

Markant fremgang

2016 markerer afslutningen på den fireårige olympiade, og den viser markant fremgang i danske OL- og VM-medaljer i olympiske discipliner. Fra 2013-2016 har danske atleter vundet 55 OL- og VM-medaljer mod henholdsvis 20, 23 og 29 i de tre foregående olympiader. 

Luk

Del