vi kÆmper for guld
 

Aftale om udlodningsmidler på plads
07.02.17
Team Danmark

Den nye model om fordeling af udlodningsmidler giver Team Danmark klarhed over de økonomiske ressourcer til eliteidrætten de kommende år.
De økonomiske rammer for idrætten er efter et langt forhandlingsforløb faldet på plads. Aftalen om fordeling af udlodningsmidler træder i kraft 1. januar 2018, og dermed er langt størstedelen af Team Danmarks ressourcer nu også fastlagt.
 
”Vi glæder os over, at der nu er klarhed over, hvordan udlodningsmidlerne fremadrettet fordeles, og at finansieringen til foreningsidrætten får et løft. Idrætslivet i Danmark er karakteriseret ved høj idrætsdeltagelse og et velfungerende foreningsliv, og det er med til at skabe et godt fundament for dansk eliteidræt,” siger Lone Hansen.
 
Aftalen betyder i korte træk, at modtagerne af udlodningsmidlerne placeres i tre grupper. Gruppe et, der bl.a. består af DIF og DGI, kan se frem til et økonomisk løft, da deres tilskud beregnes ud fra udlodningsmidlernes niveau i 2013. I gruppe to, hvor Team Danmark er placeret, beregnes tilskuddet ud fra 2016-niveau, og dsa indtægterne fra udlodningsmidlerne i 2016 var lavere end i 2013, er konsekvensen af aftalen, at eliteidrætten fremover vil modtage fire-fem millioner kroner mindre fra udlodningsmidlerne.
 
”Det er ikke nogen hemmelighed for os, der arbejder med eliteidræt, at økonomien i dansk eliteidræt er meget stram. Det er skrabede budgetter, vi kan tilbyde specialforbundene. Det er jeg sikker på sportschefer, eliteatleter og trænere kan nikke genkendende til, og jeg har fuld forståelse for de frustrationer, det skaber efter et 2016 med enestående resultater,” siger Lone Hansen. 
 
Aftalen løser dermed ikke de langsigtede økonomiske udfordringer for dansk eliteidræt, som gennem mange år har effektiviseret og spændt bæltet ind. 
 
”Jeg mener, vi har nået grænsen for, hvor meget vi kan effektivisere uden det går ud over Danmarks konkurrenceevne. Derfor har vi stort fokus på at øge ressourcerne til eliteidrætten de kommende år, så vi sammen med specialforbundene kan udvikle dansk eliteidræt og give Danmarks dygtigste atleter mulighed for at kæmpe om medaljer,” siger Lone Hansen. 

Læs mere om aftalen her

Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Luk

Del