vi kÆmper for guld
 

Stærkt dansk hold til VM i para-atletik
13.07.17
Team Danmark

De danske para-atleter går efter medaljer ved VM i London, som er den første store prøve frem mod PL i Tokyo i 2020.
Ved VM i para-atletik 14.-23. juli i London stiller Danmark med et stærkt hold og en målsætning om tre medaljer. De største forventninger knytter sig til Daniel Wagner Jørgensen på 100 meter og i længdespring.
 
"Vi har store forventninger til Daniel Wagner Jørgensen. Selvom Daniel bare er 24 år, har han allerede vundet medaljer ved to PL i træk, og han er vores stærkeste kort. Men ud over Daniel er jeg også meget spændt på at se blandt andre Christoffer Vienberg, som er inde i en positiv udvikling, og som jeg tror kan præstere rigtig godt i London," siger Michael Mølgaard Nielsen, der er elitechef i Parasport Danmark.
 
Første store prøve frem mod Tokyo
VM i London er den første store internationale styrkeprøve i den nye paralympisk periode frem mod PL i Tokyo i 2020.
 
"VM er den første store prøve frem mod Tokyo 2020. Her er det altid spændende at måle sig med gamle og ikke mindst nye konkurrenter og se, hvor vi står," siger Michael Mølgaard Nielsen.
 
Seks ud af de i alt syv atleter på det danske VM-hold deltog også ved PL i Rio sidste sommer. Foruden Daniel Wagner var det Christoffer Vienberg, Mohamed Hersi, Ebbe Blichfeldt, Ronni Jensen og Kristel Høj Walther.  Syvende mand er sprinteren Kasper Filsø, der fik det meste af 2016 ødelagt af skader, og som i London stiller op til sit første VM.
 
Stor interesse for VM i London
PL i London i 2012 var en stor succes og lidt af et gennembrud for parasporten, hvad angår tilskuerinteressen. Den succes skal VM i para-atletik bygge videre på, og ifølge en pressemedelelse fra Parasport Danmark er der solgt flere biletter end til de syv foregående verdensmesterskaber tilsammen. Der ventes således flere end 230.000 tilskuere under VM.
 
London bliver desuden den første by, der er vært for både VM i para-atletik og VM i atletik i sammen sæson. VM i atletik afholdes 4.-13. august.
 

Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Luk

Del