vi kÆmper for guld
 

Vi skal udvikle den danske model
02.03.17
Team Danmark

”Der er behov for at forbedre de økonomiske rammer og vilkår for danske eliteatleter, men løsningen er ikke proforma-ansættelser i staten. Vi har en model, hvor der er plads til at tage en uddannelse og udvikle sig sportsligt,” siger Lone Hansen, direktør for Team Danmark.

Danske Elitesportsudøveres Forening foreslår i torsdagens udgave af Politiken, at staten skal ansætte eliteatleter, som derved kan koncentrere sig fuldt ud om deres sportslige karriere. I Team Danmark ser Lone Hansen det dog ikke som en umiddelbar løsning på eliteidrættens økonomiske udfordringer.

”Det er en model, som nogle lande benytter sig af, men i Danmark har vi udviklet en model, hvor atleter har fleksible muligheder for at uddanne sig ved siden af den sportslige karriere. Dansk eliteidræt har de sidste 15-20 år vist, at Team Danmark-modellen fungerer. Det er lykkedes at vinde flere OL- og VM-medaljer, samtidig med at vi har fastholdt fokus på at udvikle hele idrætsmennesker,” siger Lone Hansen. Team Danmark er løbende i dialog med virksomheder og uddannelsesinstitutioner for at sikre fleksible vilkår for danske eliteatleter, så Danmark også de kommende år vil være en af verdens stærkeste eliteidrætsnationer.

”Der er stadig potentiale for at udvikle den danske eliteidrætsmodel. Danske eliteatleters økonomiske rammer og vilkår kan forbedres, og hvis vi skal fastholde den positive udvikling, kræver det, at der er ressourcer til at følge med den internationale udvikling. De ressourcer har Team Danmark ikke i dag,” siger Lone Hansen.

Hver fjerde atlet må låne penge

Team Danmarks årlige brugerundersøgelse blandt atleter, sportschefer og landstrænere viser, at hver fjerde atlet må optage lån for at finansiere elitekarrieren. Over halvdelen af atleterne svarer, at de modtager penge af familie og venner for at få hverdagsøkonomien til at løbe rundt.

Det er ikke kun atleterne, der oplever de økonomiske benspænd. Sportschefer og landstrænere udtrykker i undersøgelsen også bekymring for udfordringerne i dansk eliteidræt. Særligt vurderer de, at konsekvensen kan være, at alt for mange atleter stopper karrieren tidligt, selvom mulighederne for toppræstationer stadig er til stede.

”Undersøgelsen peger på nogle økonomiske udfordringer, som vi må forholde os til. Det er afgørende, at vi de kommende år øger finansieringen til dansk eliteidræt, hvis skal fastholde den positive udvikling,” siger Lone Hansen.

Fakta: Nationsranking med udgangen af 2016

Sommer-OL-discipliner:

  • Antal medaljer: Nr. 18 blandt alle nationer – nr. 3 blandt små nationer (med mindre end 10 mio. indbyggere)
  • Antal top 8-placeringer: Nr. 24 blandt alle nationer – nr. 5 blandt små nationer

Alle OL-discipliner:

  • Antal top 8-placeringer: Nr. 24 blandt alle nationer – nr. 5 blandt små nationer

Alle discipliner (både OL- og ikke-OL-discipliner):

Antal top 8-placeringer: Nr. 20 blandt alle nationer – nr. 5 blandt små nationer

(Kilde: Infostrada/Gracenote)

Fakta: Studerende tager flest medaljer

To ud af tre OL- og VM-medaljer blev i 2016 vundet af eliteatleter, der er under uddannelse. Samtidig præsterer atleterne bedre på studierne end den gennemsnitlige studerende.

Læs mere om undersøgelsen 

Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Luk

Del