vi kÆmper for guld
 

Mikkel Bødker tester nyudviklet universelt testbatteri
06.11.17
Fysisk træning / Test / Team Danmark

Ishockeyspilleren Mikkel Bødker blev henover sommeren testet med Team Danmarks nyudviklede universelle styrketestbatteri (USTB) med henblik på at optimere hans fysiske form til sæsonstart i NHL.

Mikkel Bødker er en erfaren atlet med mange års seriøs fysisk træning bag sig, og det stiller store krav til træningsplanlægningen at finde relevante optimeringsmuligheder for ham som ishockeyspiller. Derfor har Team Danmark henover sommeren testet Mikkel Bødker i det nyudviklede universelle styrketestbatteri (USTB).

”Ved at teste Mikkel med det nye universelle styrketestbatteri har vi fået et meget præcist billede af hans ben og underkrops styrkemæssige egenskaber. Resultaterne fra USTB-testningen viste et potentiale for at udvikle hurtighed og eksplosivitet. Derudover blev Mikkel testet via en YoYo-test, som indikerede et behov for fokus på højintens udholdenhed. Begge dele stemmer heldigvis godt overens med Mikkels egne ønsker til den fysiske træning,” siger Thue Kvorning, der er sportsfysiolog i Team Danmark.

På baggrund af de indledende tests gennemførte Mikkel Bødker et træningsprogram, som løb fra medio juni til ultimo august. Herefter blev han testet igen for at se om den fysiske træning havde løftet hans præstationsevne i retning af målet.

”Ved at gennemføre det planlagte træningsprogram forbedrede Mikkel sine eksplosive egenskaber med cirka 10 % uden at øge sin max-styrke, hvilket også var en del af prioriteringen. Resultaterne efter testforløbet indikerer, at Mikkel stadig har et uudnyttet potentiale på det eksplosive område, og vi har derfor anbefalet ham fortsat at have fokus på den mere eksplosive styrketræning i løbet af sæsonen,” siger Thue Kvorning.

Team Danmarks universelle styrketestbatteri

I de fleste sportsgrene er det et kerneparameter at kunne generere stor effekt/power i en aktion i en given retning. Uanset om det er et paddeltag, et cykeltråd, et retningsskift eller et løbeskridt. Med USTB har vi skåret ind til benet i junglen af tests for at kunne måle denne powerudvikling og nuancer heraf med få tests og på tværs af sportsgrene - heraf navnet ’det universelle styrketestbatteri’.

Via få simple, men nøje udvalgte, tests kan vi få viden om en atlets primære performanceegenskaber som for eksempel evnen til at udvikle power. Derudover kan vi opnå viden om de underliggende forklaringsmekanismer såsom muskel-sene-kompleksets stivhed, evnen til at udnytte forspænding med mere.

”Ved at bruge USTB på tværs af discipliner kan vi opbygge en database som kan karakterisere de bedste fysiske performanceprofiler inden for forskellige sportsgrene. Det vil kunne give os mere præcis viden om træningsmetoder og deraf følgende performanceegenskaber, som så i sidste ende kan bruges til at forbedre udbyttet af testningen via mere præcise og specifikke anbefalinger til atleter og trænere,” siger Thue Kvorning.

Team Danmark ønsker at introducere flere forbund til USTB for at kunne præcisere anbefalinger til den fysiske træning her og nu og samtidig over tid gøre os klogere på sammenhængen mellem testresultater og træningshistorik og -metoder på tværs af sportsgrene. Målet er at kunne give endnu mere præcis og målrettet testfeedback og træningsanbefaling til atleter og trænere.

Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Video fra test af Mikkel Bødker

Fakta om testen af Mikkel Bødker

Mikkel Bødker, der til daglig spiller i klubben San Jose Sharks i den nordamerikanske ishockeyliga, NHL, har henover sommerpausen i NHL samarbejdet med Team Danmark for optimere sin fysiske form.

Samarbejdet blev koordineret af Thue Kvorning, der er sportsfysiolog i Team Danmark. Thue Kvorning sparrede løbende med Martin Thimm, som er fysisk træner og tidligere ishockeyspiller, om at tilpasse Mikkel Bødkers fysiske træningsprogram til de fysiologiske arbejdskrav, der er inden for ishockey.

Testforløbet blev samtidig brugt til at afprøve Team Danmarks nyudviklede universelle styrketestbatteri (USTB). 
Ud over de faste tests, som indgår i USTB, blev Mikkel testet i udvalgte sportsspecifikke tests, bl.a. en yoyo-test der giver en indikation af den udholdenhed, der også er et parameter for en ishockeyspiller.

 

Yderligere oplysninger

Thue Kvorning
Sportsfysiolog
Telefon:  51 92 23 19
E-mail:  thkv@teamdanmark.dk

Luk

Del