vi kÆmper for guld
 

Elitesport er uvurderligt for vores nationale identitet
18.11.17
Team Danmark

Danmark er klar til VM i fodbold til sommer, og den forrygende 5-1 sejr over Irland viser, hvordan elitesport kan skabe sammenhold, nationalfølelse og -identitet, mener professor Hans Bonde.

Der er store følelser på spil, når danske atleter kæmper for Danmark på de internationale scener. Det så vi senest, da fodboldlandsholdet kvalificerede sig tirsdag til VM i Rusland med en forrygende flot 5-1 sejr over Irland i den afgørende kvalifikationskamp. Vi har spurgt professor Hans Bonde fra Idræt, Samfund og Individ på Københavns Universitet, hvad en kamp som den i Dublin betyder for danskerne og for Danmark som nation?

”Elitesporten er uvurderlig, når det gælder at skabe national identitet. I dag er den danske nationalstat sammentømret, men sådan ikke har det ikke altid været. For at man kan føle sig som én nation og ét folk, så skal der skabes en nationalfølelse, og historisk set er der fire ting, som har spillet en afgørende rolle for at skabe den nationalfølelse, vi har i Danmark i dag. Det er værnepligten, kongehuset, massemedierne, og det er sporten.”

Hvad er det særlige, som elitesporten kan?

”Elitesporten skaber et følelsesfelt, hor man godt må være partisk og holde med sit hold og med sit land. Vi har brug for en zone, hvor man kan vinde og tabe som nation, og her er sporten et frirum, hvor de store følelser kan få lov at komme til udtryk, uden at der er for meget på spil.”

På hvilken måde styrker elitesporten sammenhold og nationalfølelse?

”Når atleter kæmper på sportens arenaer rundt omkring i verden og vinder medaljer for Danmark, så høster vi også anerkendelse som nation. Vi fører jo heldigvis ikke så meget krig i vor tid, og man kan sige, at sporten skaber en arena, hvor vi kan kæmpe for ”den nationale ære”. Inden for samfundsvidenskaben kalder man det ’soft power’, når man opnår anerkendelse internationalt, der ligefrem kan have diplomatisk betydning.”

Før kampen mellem Irland og Danmark sendte statsminister Lars Løkke Rasmussen en hilsen til landsholdet på TV, og efter kampen var han blandt de første til at rose holdet på Twitter. Hvad er det, der er så vigtigt ved elitesport, at landets mest magtfulde politiker bruger det som anledning til at stille sig op og tale til hele Danmark?

”For en politiker er det vigtigt at kunne associere sig til de store følelser, som er på spil, når landsholdet spiller en stor kamp. De nationale værdier og det nationale sammenhold, som sporten skaber, vil magthaverne meget gerne stå i centrum af, for fansene er jo også vælgere.”

 

Foto: Anders Kjærbye, www.fodboldbilleder.dk

Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Luk

Del