vi kÆmper for guld
 

Fuld opbakning til DBU
14.09.17

”Det er et tilbud at være på et landshold, og man kommer ikke i et arbejdstager-arbejdsgiverforhold af at repræsentere sit land,” siger Lone Hansen, direktør for Team Danmark.

I fodbold er spillerne ansat af deres klubber, og det er ikke et arbejde at være på et landshold. Sådan siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen, der dermed er enig med DBU og Danmarks Idrætsforbund i, at et specialforbund ikke er arbejdsgiver for atleter, når de udtages til et landshold.

”Det er en ære at repræsentere sit land gennem sin idræt. Der kan udmærket være nogle belønningsmekanismer ved at præstere på verdensklasseniveau, men det skal ikke være det, der driver motivationen. Det er ikke en ny diskussion, hvorvidt man bliver arbejdstager af at være på et landshold, men det er principielt for dansk eliteidræt, at atleter er ikke er i et ansættelsesforhold med deres specialforbund. Det vil have store konsekvenser for den succesrige model, vi har udviklet for dansk eliteidræt, hvis specialforbundene skal til at være arbejdsgivere for de bedste atleter,” siger Lone Hansen.

Som eksempel nævner hun, at det vil være et alvorligt slag for talentarbejdet i dansk eliteidræt, hvis forslaget om at ændre den nuværende model bliver til virkelighed. En af årsagerne til, at man som atlet har opnået et højt niveau, er, at der har været ressourcer til bl.a. talentarbejde i specialforbundene, forklarer Lone Hansen.

”Vi har alle i dansk eliteidræt en fælles interesse i, at danske atleter har mulighed for at præstere på højeste niveau. Det betyder også, at vi skal sikre ressourcer til talentarbejdet i specialforbundene, og her spiller indtægterne fra landsholdene i de store idrætsgrene som bl.a. fodbold en vigtig rolle. De er med til at sikre, at der er mulighed for at udvikle nye stjerner, der kan repræsentere Danmark på fornemmeste vis," siger hun.

Team Danmark samarbejder tæt med DBU om udviklingen af bl.a. kvindelandsholdet og ungdomslandsholdene, og Lone Hansen håber, at DBU og Spillerforeningen snarest muligt sætter sig til forhandlingsbordet igen.

”Vi har alle en interesse i, at dansk eliteidræt forsat bevæger sig i den rigtige retning. Vi er mindre nation i international målestok, og vi har ikke råd til at miste momentum i talentarbejdet og udviklingen af vores verdensklasseatleter,” siger hun.

Tilmeld nyhedsbrev Her kan du tilmelde dig Team Danmarks mailingliste

Følg os

Yderligere oplysninger

Lone Hansen
Direktør, Team Danmark
Tlf. 6038 2527

Luk

Del