Team Danmarks bestyrelse bevilger i 2019 i alt 94,7 mio. kr. til elitearbejdet i 24 specialforbund. Økonomien i samarbejdsaftalerne er samlet set på samme niveau som 2018. Næste år bliver for mange specialforbund et afgørende år med vigtige mesterskaber og OL-kvalifikation.

05. december 2018

Team Danmarks bestyrelse har godkendt indstillingerne til 24 specialforbunds elitestøtte for 2019. De vil samlet modtage 94,7 mio. kr. i støtte fra Team Danmark næste år. Det er en mindre stigning på ca. en halv million kroner i forhold til 2018. Team Danmarks bestyrelsesformand, Frank Jensen, glæder sig over, at Team Danmark kan fastholde det samlede støtteniveau på samme niveau som 2018.

”Dansk eliteidræt står godt rustet her på kanten til 2019. Danmark kan være stolt af, at vi er med fremme i så mange forskellige sportsgrene. Vi ser store talenter og etablerede atleter fra så forskellige sportsgrene som golf, motorsport, kajak, cykling til ridning. For bare at nævne nogle eksempler. Det viser dels, hvor stort et potentiale, der er i dansk eliteidræt og dels, hvor velfungerende model, vi har i Danmark,” siger Frank Jensen.

Sammen med specialforbundene har Team Danmark udarbejdet målrettede og ambitiøse samarbejdsaftaler for 2019, hvor de investeringer, som kan gøre en forskel på både den korte og lange bane er beskrevet. For mange specialforbund er fokus OL i 2020.

”OL i Tokyo nærmer sig hastigt, og derfor bliver 2019 et vigtigt kvalifikationsår for flere specialforbund. Det betyder, at det sportslige fokus bliver intensiveret de kommende måneder, hvor vi blandt andet investerer i nyt udstyr, ny teknologi, træningslejre, konkurrencedeltagelse og træneransættelser, som sammen med Team Danmark kan optimere de sportslige præstationer bedst muligt,” siger Frank Jensen.

Støtte til udvalgte atleter

Team Danmark har gennem de seneste år haft strategisk fokus på at optimere de samlede ressourcer til dansk eliteidræt. Med donationen fra Salling Fondene er det lykkedes at fastholde støtteniveauet på niveau med årene op til OL i Rio, og partnerskabet mellem Kirkbi A/S og Danmarks Idrætsforbund gør det samlet muligt at øge den direkte støtte til udvalgte eliteatleter.

”Team Danmark har store ambitioner på dansk eliteidræts vegne, og der er stadig uforløste potentialer. Dem skal vi sammen med specialforbundene være dygtige til at forløse, hvis vi skal fastholde den positive udvikling. Et af potentialerne er at hjælpe til en bedre hverdagsøkonomi for atleterne, hvor mange har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Vi skylder stor tak til Salling Fondene og Kirkbi A/S for, at vi også i 2019 får mulighed for at kunne øge den direkte støtte til udvalgte atleter.”
Frank Jensen Formand for Team Danmark

Investeringer med langsigtet fokus

Team Danmarks økonomiske støtte er blandt andet målrettet en række investeringer i udstyr, teknologi, tilskud til lønninger til landstrænere og Elitekommunesamarbejde. Trænerområdet får samtidig et løft med opnormeringer på landstræneransættelser i blandt andet kajak, orientering og sejlsport. Det er investeringer, som også understøtter den langsigtede udvikling i dansk eliteidræt, siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen.

”Nøglen til succes for dansk eliteidræt er de stærke miljøer, hvor atleterne får mulighed for at udvikle verdensklasse. Derfor er vores støtte også målrettet elitemiljøerne, som giver mulighed for både at tilbyde nuværende verdensklasseatleter og kommende stjerner de bedst mulige betingelser for at vinde medaljer til Danmark. Elitemiljøerne er kun velfungerende, hvis vi formår at fastholde de dygtige trænere og ledere. Derfor har vi gennem de seneste år investeret i at løfte kompetenceniveauet hos sportscheferne. Det vil vi fortsat have fokus på i 2019, hvor vi udvider ved også at investere i at tilbyde landstrænerne et kompetenceløft. Landstrænerne gør et fremragende arbejde på meget højt internationalt niveau, og de fortjener i høj grad støtte og anerkendelse,” siger Lone Hansen.

Fakta

Team Danmarks bestyrelse har fastsat støtten for 24 specialforbund i 2019. Samlet støtter Team Danmark de 24 forbund med 94,7 mio. kr. Heraf kommer 10,3 mio. kr. fra den donation på 50 mio. kr. fra Salling Fondene, som Team Danmark modtog i 2017. Derudover er der afsat midler til Dansk Skøjteunion, da den nuværende støtte til speedskating løber frem til juli 2019, og støtten for den kommende periode derfor behandles til sommer.

Se indstillingerne til de enkelte forbund her.

Tilmeld dig vores nyhedsmail