Det langsigtede talentarbejde er hårdt ramt af nedlukningen af indendørsidrætterne. Der er risiko for at miste mange talenter, og det sætter fødekæden til eliteidrætten under pres.

18. marts 2021

De seneste måneder har været en svær tid for mange af vores unge atleter, der har været afskåret fra at gå i skole, mødes med vennerne og udfolde deres sportslige talent.

Team Danmark vil gerne kvittere for genåbningen af udendørsidrætten, der har givet mange atleter mulighed for at vende tilbage til idrætten. Det har stor betydning for den enkeltes trivsel samt for det langsigtede talent- og eliteudviklingsarbejde i Danmark.

Team Danmark henvender sig fordi vi sammen med de specialforbund, som vi samarbejder med, oplever stor bekymring for de konsekvenser de nuværende restriktioner har for indendørsidrætten.

Der er fortsat en stor gruppe unge atleter, der er afskåret fra at dyrke deres idræt. Det afleder i stigende grad mistrivsel blandt de unge talenter og en bekymring for konsekvenserne for det langsigtede talentarbejde og dermed også udviklingen af fødekæden til dansk eliteidræt med risiko for helt eller delvist at miste en hel årgang. Det har dansk eliteidræt ikke råd til.

Team Danmark appellerer til, at der er fokus på indendørsidrætten i de kommende forhandlinger om en yderligere genåbning af det danske samfund. De ansvarlige specialforbund har i flere omgange vist, at der er forsvarlige løsninger og modeller for større eller mindre genåbninger af indendørsidrætten, der gør det muligt for de unge atleter at vende tilbage til deres idræt.

Vi står naturligvis til rådighed, hvis der skulle være spørgsmål i forbindelse med en genåbning af indendørsidrætten, og bidrager gerne - sammen med de relevante specialforbund – til at identificere og beskrive forslag til en kontrolleret genåbning af indendørsidrætten.

---

For yderligere oplysninger og eksempler på problemstillingen kontakt:

Lars Balle Christensen, chef for forbundssamarbejde, Team Danmark, tlf. 2514 5640

Olaf Eller, talentchef, Danmarks Ishockey Union, tlf. 2122 2071

Lars Green Bach, sportschef, Dansk Svømmeunion, tlf. 2920 6160

Jens Meibom, elite- og sportschef, Badminton Danmark, tlf. 4027 2326

Morten Henriksen, sportschef, Dansk Håndbold Forbund, tlf. 2140 8567

Thor Hyllegaard, eliteansvarlig, Brydning Danmark, tlf. 2046 6740

---

 

TEAM DANMARK