Årsberetning 2019 | Team Danmark

Verdensmestre i bl.a. håndbold, sejlsport og landevejscykling kastede guldstøv over 2019, men det var også et turbulent sportsår med fokus på trivsel blandt eliteatleter.

03. juli 2020

2019 blev skudt i gang med et brag, da håndboldherrerne inviterede hele Danmark til VM-fest og vandt en suveræn sejr på hjemmebanen i Boxen i Herning. Siden fulgte en lang række andre imponerende resultater, hvor blandt andet Mads Pedersens verdensmesterskab i landevejscykling og Anne-Marie Rindoms VM-guld i Laser Radial gav genlyd – også på den internationale scene.

”Det er imponerede godt gået af atleter, trænere og sportschefer. De store præstationer giver genlyd både inden og uden for landets grænser og er med til at samle hele nationen. Det så vi tydeligt under håndboldherrernes fantastiske VM-fest på hjemmebane, hvor hele Danmark var med til at bære holdet frem mod deres første VM-guld nogensinde,”
Lone Hansen Adm. direktør, Team Danmark

Med i alt 51 EM- og VM-medaljer og heraf 12 VM-medaljer i de sommerolympiske discipliner var 2019 et stærkt dansk sportsår. Dansk eliteidræt fastholder således et meget højt internationalt niveau og indtager i 2019 en placering som nummer seks blandt nationer med under ti millioner indbygger målt på antal top 8-placeringer ved VM i OL-discipliner. Der ses dog en faldende tendens i antallet af top 8-placeringer siden 2015, og der er ingen tvivl om, at det kræver en stor indsats, hvis Danmark skal fastholde sin position blandt verdens bedste mindre nationer.

Dansk eliteidræt har ikke økonomiske muskler, der kan matche de fleste af de lande, vi konkurrerer med. Vi skal vinde medaljer ved at arbejde klogere og give atleterne adgang til den bedste viden, der findes, og med uvurderlig støtte fra Salling Fondene og Novo Nordisk Fonden har Team Danmark haft muligheder for at hjælpe atleter, trænere og forbund med at arbejde med viden og for at investere i forskningsmiljøer, så de kan sætte idrætsforskning på dagsordenen og løfte vidensniveauet i dansk idræt.

Fokus på trivsel og ansvarlighed

I 2019 viste historier om mistrivsel i svømmemiljøet i perioden 2003-2014, at det er vigtigt, at der et konstant fokus på trivsel og ansvarlighed i dansk eliteidræt.

”Det er vigtigt, at historierne om mistrivsel blandt atleter er kommet frem i lyset. Vi skal arbejde hårdt for, at atleter kan stå trygt frem med deres fortællinger, så vi kan handle på dem. Vi ser ikke en modsætning mellem gode præstationer og trivsel. Tværtimod, for atleter der trives, præsterer bedst,” siger Lone Hansen, adm. direktør for Team Danmark.

Læs hele Team Danmarks Årsberetning 2019 her

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Om Team Danmark

    Team Danmark arbejder for at give danske atleter bedst mulige rammer og vilkår for, at de kan udleve deres potentiale og præstere på højeste internationale niveau. Vi optimerer hele vejen rundt om atleten - både på og uden for banen.

TEAM DANMARK