Siden 2017 har atleter kunnet vælge at tage en erhvervsuddannelse på fleksible vilkår. Ny evaluering viser, at atleterne er meget tilfredse med Team Danmarks ordning på erhvervsuddannelserne. Men kendskabsgraden til ordningen er for lav.

29. juni 2020

”Det føles skønt og dejligt at være færdiguddannet. Det har været en lang fireårig proces, så det betyder meget at stå med en uddannelse samtidig med, at det er lykkes at få det til at hænge sammen med min fodboldkarriere uden af gå på kompromis med hverken uddannelse eller sport.”

Sådan lyder det fra fodboldspiller Janni Bøgild Thomsen, der netop har afsluttet sin erhvervsuddannelse som ernæringsassistent.

Janni Bøgild Thomsen er en af de eliteatleter, der har valgt erhvervsuddannelsesvejen frem for den mere traditionelle gymnasiale uddannelse. For hende er der ingen tvivl om, at en erhvervsuddannelse var det rette.

Til daglig dribler hun rundt og styrer midtbanen i fodboldklubben VSK Aarhus, mens hun også repræsenterer det danske landshold. På trods af en travl hverdag som eliteatlet har hun fået sport og uddannelse til at gå hånd i hånd ved hjælp af Team Danmark-ordningen.

”Jeg tror ikke, at gymnasiet var mig. Jeg var skoletræt og er mere til en håndværksmæssig uddannelse. Da jeg var på brobygning i folkeskolen, hørte jeg om ernæringsassistent-uddannelsen, og jeg har altid drømt om at blive diætist. Uddannelsen lød spændende, og det var også noget, jeg følte, jeg kunne bruge i min fodboldkarriere.”
Janni Bøgild Thomsen

Ny evaluering viser tilfredshed

I mere end 30 år har atleter med en sportslig godkendelse haft mulighed for at forlænge deres gymnasiale ungdomsuddannelse med et år og få tilbudt støtte samt fleksible vilkår undervejs. Siden 2017 har ordningen kørt som et treårigt forsøg på erhvervsuddannelserne, og den er indtil videre forlænget til den 31. december 2020. Derfor er ordningen netop blevet evalueret.

Evalueringen viser, at atleterne og de øvrige interessenter bakker op om ordningen og mener, at den lever op til lovgivningen om, at støtten til eliteidræt skal tilrettelægges på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde. Knap 70 pct. af alle atleter, og 80 pct. af dem der har forlænget uddannelsen, er tilfredse eller overvejende tilfredse med deres forløb.

For lav kendskabsgrad

Mens 5 pct. af eliteatleterne vælger erhvervsuddannelsesvejen, så gælder det for 20 pct. i almenbefolkningen i samme aldersgrupper. Det kan skyldes flere faktorer som f.eks. en lav kendskabsgrad blandt de aktører, der rådgiver atleterne om deres uddannelse, men det spiller formentlig også ind, at gymnasierne gennem længere tid har vænnet sig til at håndtere eliteatleter og haft mulighed for at standardisere ordningen, hvilket øger mulighederne for at skabe et godt forløb.

Håb om permanent ordning

Hos Team Danmark giver evalueringen grund til håb om, at ordningen gøres permanent.

”Eliteatleter skal have samme muligheder for at vælge uddannelse som alle andre unge. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi har haft en ordning, der gjorde det muligt også at kombinere eliteidræt med en erhvervsuddannelse. Evalueringen viser, at ordningen har stor betydning for de atleter, der vælger at tage en erhvervsuddannelse, og derfor håber vi naturligvis, at ordningen kan gøres permanent. Vi vil nu, med afsæt i evalueringen, drøfte med alle parter, hvordan ordningen kan blive endnu bedre. Vi vil f.eks. se på, hvad der kan gøres for praktikvirksomhederne, som lægger et stort stykke arbejde i at tilbyde atleterne fleksible vilkår. Det har kæmpestor betydning, og det skal vi have synliggjort,” siger Team Danmarks adm. direktør Lone Hansen.

default-thumbnail

Fodboldspiller forener elitesport og uddannelse

Kvindelandsholdets Janni Bøgild Thomsen har med Team Danmark-ordningen forenet sin elitesportskarriere med en erhvervsuddanelse som ernæringsassistent. Som nyuddannet fortæller hun, hvorfor hun valgte erhvervsuddannelsesvejen, og hvad det har betydet for hende at tage en uddannelse ved siden af fodbolden.

FAKTA

Evalueringen af Team Danmark-ordningen på erhvervsuddannelserne er foretaget af Idrættens Analyseinstitut og gennemført med et ’mixed-methods’ analysedesign, der indeholder kvalitative (fokusgruppe)interviews med atleter, skoler, erhvervsvirksomheds-repræsentanter og specialforbund. Desuden er der udsendt en survey til de atleter, der har ansøgt om - og blevet sportsligt godkendt til - at gøre brug af ordningen på erhvervsuddannelsesområdet i perioden. Alle atleter, der har modtaget surveyens spørgeskema for erhvervsområdet, har besvaret det, og dermed udgør evalueringens kvantitative datamateriale - sammen med det kvalitative og øvrige baggrundsmateriale - et meget robust grundlag for at vurdere ordningen.

Formålet med Team Danmark-ordningen er at bidrage til at underbygge den danske elitelovgivnings fordring om, at støtten til eliteidræt skal tilrettelægges på en social og samfundsmæssig forsvarlig måde.

Yderligere

informationer

Kontakt

Links

  • Rapport

    Evaluering af Team Danmarks tilbud og ordninger på ungdomsuddannelsesområdet

Tilmeld dig vores nyhedsmail