Statsministeren har her til aften påbudt, at alle indendørs sports- og idrætsfaciliteter skal lukke. Det betyder, at Team Danmarks faciliteter, som i forvejen var skruet ned på minimumskapacitet, nu helt lukker for Danmarks eliteatleter.

17. marts 2020

Det er ikke længere muligt for Danmarks bedste atleter at benytte Team Danmarks faciliteter i Aarhus og Idrættens Hus i Brøndby. Hidtil har ti atleter ad gangen kunne træne i henhold til de retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen tidligere har udstukket. Med statsministerens påbud tirsdag aften lukker faciliteterne nu helt ned.

”Vi bakker 100 procent op om de påbud, som myndighederne kommer med. Det er naturligvis dybt problematisk for mange eliteatleter atleter, men her er simpelthen noget, der er vigtigere. Vores sundhed og vores fællesskab står over alt andet,” siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen.

Hjemmetræning en mulighed
Mange atleter har i de seneste dage udført basistræning derhjemme og konditionstræning i naturen. Verdensklasse- og eliteatleter er velkomne til at kontakte Team Danmarks eksperter, hvis de har brug for råd og vejledning til at holde træningen bedst muligt ved lige uden at gå på kompromis med Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

”Det er en svær situation for os alle, og vi må i fællesskab komme bedst muligt igennem denne krise. Jeg ved fra de samtaler, jeg har med sportschefer og atleter, at der er fuld opbakning til myndighedernes håndtering, og alle, jeg taler med i dansk eliteidræt, udviser stor ansvarlighed. Det er der brug for,” siger Lone Hansen.
---
Yderligere oplysninger
Lone Hansen, direktør, Team Danmark, tlf. 6038 2527
Christian Blomgreen, kommunikationschef, Team Danmark, tlf. 2683 0724

Tilmeld dig vores nyhedsmail