I dag afslutter 26 landstrænere et uddannelsesforløb hos Team Danmark, som skal styrke landstrænernes ledelseskompetencer. Med uddannelsens afslutning har både landstrænere og sportschefer gennemgået uddannelsesforløb hos Team Danmark de seneste år.

02. september 2020

At være landstræner er et fantastisk men også et krævende arbejde, hvor man som leder skal balancere i et brændpunkt med store følelser, svære valg og nogle gange konfliktfyldt farvand. Det kræver stærke ledelseskompetencer, og derfor søsatte Team Danmark i 2019 en landstræneruddannelse med fokus på ’Det personlige lederskab’. Onsdag eftermiddag modtager landstrænerne, der har deltaget på uddannelsen, et diplom ved et dimissionsarrangement i Idrættens Hus.

”Det er ofte komplekse udfordringer og dilemmaer, man står i som landstræner. Derfor kræver det en lang række ledelsesmæssige kompetencer at være landstræner i dag, hvor man kan blive udfordret fra mange sider. Ingen bliver verdensmester alene, og træneren er ofte omdrejningspunktet i eliteatletens hverdag. Vi skal investere i vores dygtige trænere og understøtte dem i deres virke. Derfor er uddannelser som denne vigtige for dansk eliteidræt,” siger Team Danmarks direktør, Lone Hansen.

Landstræner i kajak, Mette Barfoed, er en af de trænere, som har deltaget på uddannelsen. For hende har det været meget lærerigt, at uddannelsen dels har haft stor fokus på at trænerne skulle finde ind til deres værdier som ledestjerne i deres arbejde og dels skabe et rum, hvor trænerne kunne lære af hinanden og udfordre praksis hos den enkelte.

”Som træner kan man godt stå alene med svære beslutninger. Derfor har det været utroligt givtigt at dele erfaringer med landstrænere fra andre forbund, for vi står med mange af de samme dilemmaer i hverdagen. Samtidig er jeg blevet klogere på mig selv som træner og menneske, fordi uddannelsen har fokuseret på de værdier, vi hver især gerne vil arbejde efter. Det kan jeg bruge i de svære situationer. F.eks. når en atlet skal vælges fra. Her er jeg dels blevet mere afklaret om min egen tilgang til de svære samtaler og dels fået en række værktøjer, jeg kan arbejde med som træner,” siger Mette Barfoed.

Hvis du vil læse materiale fra uddannelsen, er du velkommen til at læse mere her.

Se og hør en række af landstrænerne præsentere deres personlige trænerfilosofier på Team Danmarks YouTube-kanal, som du finder her.

Fakta: Det personlige lederskab

Uddannelsen ’Det personlige lederskab i elitesport’ er specialudviklet af Team Danmark og DoubleYou. Programmet er skræddersyet til landstrænere og tager afsæt i den hverdag, de er en del af.

Forløbet er en kombination af tre moduler samt træning og refleksion i små netværk og en-til-en sparring i de mellemliggende perioder. På uddannelsen er der bl.a. arbejdet med:

  • Modul 1 – Stå stærkt
    • Personlige værdier, mission og visioner
    • Bevæggrunde for ledelsesmæssig adfærd
    • Personlig udviklingsplan og afklaring af første tiltag
    • Træning i hotspots
  • Modul 2 – Slå igennem
    • Analyse af præstationskultur med fokus på relationer og adfærd
    • Metoder til opbygning af holdbar præstationskultur
    • Prioritering af udviklingsmål
    • Strategier til mental og fysisk genopladning
  • Modul 3 – i brændpunktet
    • Redskaber til at navigere i konfliktfyldt farvand
    • Friktion og friktionsledelse af store personligheder
    • Ledelseskommunikation som fremdriftsskaber
    • Brændpunkttaler, der skaber impact

Tilmeld dig vores nyhedsmail