Vejen til verdensklasse er sjældent snorlige. Resultater i ungdomsårene er ingen garanti for succes som senioratlet, og selvom man ikke bliver valgt først som ung, kan man godt ende med VM-guldmedaljen om halsen.

09. februar 2021

Da de danske håndboldherrer for nylig sikrede sig den anden VM-titel i træk, lyste flere nye unge talenter op sammen med de etablerede stjerner. Der var ikke mange, som før VM kendte navne som Mathias Gidsel og Magnus Saugstrup, men det blev der lavet om på under slutrunden i Egypten.

21-årige Mathias Gidsel blev hele Danmarks helt, da han i sin slutrundedebut i Danmarks første VM-kamp mod Bahrain blev dansk topscorer med ti mål, og den unge bagspiller endte sågar på VM-turneringens officielle all star-hold. En stjerne var født. Da Gidsel som 15-årig startede på håndboldlinjen på Oure Efterskole, var landsholdet ikke noget, der lige lå i kortene, og for bare få år siden havde de færreste med forstand på håndbold spået, at han en dag skulle stå med en VM-guldmedalje om halsen.

Stregspilleren Magnus Saugstrup blev heller ikke spået en stor landsholdskarriere, da han for ti år siden gik i idrætsklasse på Sønderbroskolen i Aalborg. Ligesom Gidsel manglede han noget fysik for at gøre sig gældende på allerhøjeste niveau i ungdomsårene. De var begge dygtige håndboldspillere, men nogle af deres jævnaldrende var tidligere udviklede og var længere fremme fysisk og måske også håndboldmæssigt, og derfor stod Magnus og Mathias som unge teenagere ikke forrest i køen, når man skulle pege på fremtidens stjerner.

Læs mere om Saugstrups og Gidsels udvikling fra talenter til verdensmestre

At Gidsel og Saugstrup har fået tid og plads til at udvikle sig, selvom de ikke fra starten var de mest lysende talenter, vidner ifølge Peter Jensen, der har ansvaret for talentarbejde i Team Danmark, om kvalitet i de respektive talentmiljøer, hvor de to nybagte verdensmestre har lagt fundamentet for deres sportslige udvikling.

”Godt talentarbejde handler om at arbejde langsigtet og at gøre det muligt for unge talenter at udvikle sig til verdensklasse senioratleter. Det handler ikke om at vinde medaljer tidligt i ungdomsårene, men om at skabe talentmiljøer med høj kvalitet, hvor man kan lægge grunden til en lang og god karriere i elitesport. Hvis spillere som Mathias Gidsel og Magnus Saugstrup var blevet valgt fra i de unge år og ikke havde fået tid til at udvikle sig i talentmiljøerne, var Håndboldherrerne måske ikke blevet verdensmestre i år.”
Peter Jensen Konsulent for talentarbejde i Team Danmark

En bæredygtig talentudvikling

Målet for talentudvikling i Danmark er at skabe atleter på højeste internationale seniorniveau. Det kan blive en selvopfyldende profeti, hvis man identificerer og udvælger nogle få unge atleter, som får ekstra god træning og derfor udvikler sig mest. Andre atleter kunne måske være blevet lige så gode eller bedre, hvis de havde fået de samme muligheder. Det kræver en stor mængde målrettet træning at nå verdensklasse, men det er ikke påvist, at det behøver at være fra en tidlig alder, og at en sen starter ikke vil kunne indhente en atlet, der tidligt er begyndt med specifik og målrettet træning.

”Der er mange eksempler på atleter, der ikke bliver udvalgt i de tidlige år, men alligevel ender i verdenseliten – og endnu flere eksempler på atleter, der bliver udråbt som ekstremt talentfulde i de unge år, men aldrig når til tops. Det er umuligt at forudsige en ung atlets potentiale før puberteten, og derfor bør fokus i en bæredygtig langvarig talentudvikling være på det samlede miljø, som talenterne befinder sig,” siger Peter Jensen.

De sportsmiljøer, der lykkes med at udvikle talenter til eliteatleter på internationalt niveau, nyder stor anerkendelse og kan i nogle sportsgrene også tjene gode penge. Derfor er der i sportens verden meget fokus på talent, og det kan nogle gange føre til et uhensigtsmæssigt fokus på nogle få udvalgte fra en tidlig alder.

”I talentmiljøer bør man stræbe efter at fastholde så mange unge udøvere, som der er ressourcer til, og understøtte alle de unge atleter, som udviser et vist talent inden for sportsgrenen, og som engagerer sig og viser interesse for at udvikle sig. Kombineret med anbefalingen af en model for sen specialisering er det også i tråd med den danske model for eliteidræt med plads til det hele menneske,” siger Peter Jensen.

...

Foto: IHF

Fakta

Fokus i Team Danmarks talentarbejde er på stærke værdier og på at tilegne sig og videreformidle den nyeste viden om træning af børn og unge til vores samarbejdspartnere. Sammenhængende talentstrategier er nøglen til succes i eliteidræt.

Læs mere om Team Danmarks talentarbejde her

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Fra talent til verdensklasse

    Som unge talenter stod verdensmestrene Magnus Saugstrup og Mathias Gidsel ikke forrest i køen, når man skulle pege på fremtidens stjerner.

  • Mod og dedikation har bragt dansk svømmer til tops

    Da Matilde Schrøder startede på Bernstorffsminde Efterskole som 15-årig, var hun ikke det mest åbenlyse svømmetalent, og et skadesforløb gav hende en hård start. Men med hårdt arbejde og gode rammer kan man nå langt. I dag træner Matilde Schrøder på Det Nationale Træningscenter og har mulighed for at kvalificere sig til sommerens OL.

TEAM DANMARK