Lars Balle Christensen bliver ny sportsdirektør i Team Danmark. Sammen med adm. direktør Peter Fabrin skal han sikre, at Danmarks bedste atleter også fremover har mulighed for at kæmpe for guld til Danmark.

04. juni 2021

Lars Balle Christensen er ansat som ny sportsdirektør i Team Danmark. Han kommer med solid erfaring fra eliteidrættens verden, og med ansættelsen af Lars Balle Christensen er Team Danmarks nye direktion på plads, efter Peter Fabrin startede som ny adm. direktør 1. juni.

Lars Balle Christensen er valgt blandt et meget kompetent ansøgerfelt til stillingen, fortæller Team Danmarks direktør, Peter Fabrin.

”Jeg er meget glad for at få Lars med ombord. Vi har begge store ambitioner for dansk eliteidræt, og jeg ser en meget stor styrke i, at vi kommer ind i direktionen med hver vores baggrund. Jeg kommer med friske øjne ude fra sportens verden og kan bringe nye tanker og idéer til, hvordan vi gør Danmark til verdens bedste sted at dyrke eliteidræt. Lars har dyb indsigt i eliteidræt fra sin tid som atlet, sportschef og senest som sportsmanager i Team Danmark, og sammen udgør vi et stærkt team, som skal styrke Team Danmark rolle og samarbejde med vores interessenter."
Peter Fabrin adm. direktør i Team Danmark

Lars Balle Christensen tiltræder stillingen 1. august, og han ser frem til at opgaven som sportsdirektør:

”Atleter, trænere og forbund skal mærke, at Team Danmark står bag dem og er klar til at kæmpe eliteidrættens sag. Også når det blæser. Vi er sat i verden for atleternes skyld, og vi skal i tæt samspil med forbundene sikre den bedste viden, den bedste service og udvikle de bedst mulige rammer og vilkår hele vejen rundt om atleterne. International eliteidræt udvikler sig konstant, og derfor skal Team Danmark være helt i front på en lang række parametre, og det stiller store krav til organisationen for atleterne fortjener, at de har de bedst tænkelige muligheder for at vinde medaljer til Danmark ved EM, VM, OL og PL,” siger Lars Balle Christensen.

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Tilmeld dig vores nyhedsmail