Kosttilskud kan være relevante for eliteatleter i bestemte situationer, og hvis de benyttes korrekt. Team Danmark har udviklet en 6-trinsmodel, der skal gøre det lettere for atleter at træffe fornuftige valg.

12. marts 2021

Brug af kosttilskud er noget, der er mange myter omkring og mange holdninger til. Som navnet siger er det et tilskud, som kan være med til at øge træningsrespons, mindske risikoen for sygdom og til at flytte de sidste små marginaler. Men kosttilskud har kun marginal betydning set i forhold til de basale ting, der skaber store præstationer, så som blandt andet talent, træning, evnen til at præstere under pres og fornuftige kost- og søvnvaner.

Det kan let – især for unge atleter - være spild af penge at investere i dyre kosttilskud. Har man ikke de fundamentale ting på plads, så kan man spise nok så mange kosttilskud uden, at det vil bringe en op på højeste niveau.

”I elitesport kan konkurrencer blive afgjort på millimeter eller hundrededele af sekunder, og der trænes tusindvis af timer. Derfor er det relevant at kigge på, om der inden for rammerne af, hvad der er tilladt og sundhedsmæssigt forsvarligt, er nogle ting, der kan flytte de sidste små marginaler i konkurrence, øge respons til træning og sænke risiko for sygdomsperioder. Men det giver først mening at anvende kosttilskud, når en atlet har styr på de basale ting som eksempelvis at kunne træne og restituere herfra med fornuftige kost- og søvnvaner.”
Peter Møller Christensen Sportsfysiolog i Team Danmark

Team Danmarks 6-trinsmodel

For at gøre det lettere for eliteidrætsudøvere at træffe fornuftige valg har Team Danmarks sports- og ernæringsfysiologer opdateret anbefalingerne omkring brug af kosttilskud og udviklet en 6-trinsmodel, som man kan tage udgangspunkt i, når man skal vurdere, om et kosttilskud er relevant, og hvordan det i sidste ende kan implementeres.

Se Team Danmarks 6-trinsmodel her og læs mere om kosttilskud og elitesport her

”Vi rådgiver trænere og atleter i forhold til brug af kosttilskud, da det kan være et svært at skelne skidt fra kanel. Der er rigtig mange ting på markedet, og mange som har tvivlsom eller meget lille dokumenteret effekt. Vi holder os opdateret med forskningsresultater inden for feltet, og der skal gerne ligge flere studier bag, før vi giver en anbefaling. Derudover forholder vi os selvfølgelig til nye produkter, der med jævne mellemrum kommer på markedet. Vi har en individuel tilgang og tager afsæt i den enkelte atlets mulige behov og ønsker. Vi har udviklet den nye 6-trinsmodel som en guide, der kan hjælpe trænere og atleter med at sætte retning og træffe oplyste og kvalificerede valg omkring brug af kosttilskud, og som et kritisk værktøj i forhold til hvad man vælger at indtage,” siger Peter Møller Christensen.

På samme måde som man skal lære at træne ordentligt og bruge træningsredskaber på en ordentlig måde, skal man også bruge de kosttilskud, der kan være relevante, på en ordentlig måde i relation til eksempelvis dosis og timing. Derudover findes der eksempler på, at atleter opnår positive dopingprøver, fordi kosttilskud har været forurenede. Som atlet kan man minimere den risiko ved at anvende produkter, der er renhedstestet, og hvor videnskaben underbygger, at der kan være noget reelt at opnå.

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Kosttilskud

    Se Team Danmarks 6-trinsmodel her og læs om, hvilke typer af atleter de enkelte kosttilskud kan være relevante for, og i hvilke situationer, samt læse mere om effekten af de enkelte kosttilskud, bivirkninger med mere, og hvordan du undersøger om et kosttilskud er renhedstestet.

TEAM DANMARK