Team Danmarks og DBU's fælles målsætning for kvindelandsholdet i fodbold ved EM var en semifinale. Pladsen i søndagens finale er kronen på en stærk holdindsats både på og uden for banen.

05. august 2017

Kvindelandsholdet i fodbold er sikret medaljer for andet EM i træk, når de søndag klokken 17 løber på banen til en historisk dansk EM-finale. For fire år siden blev det til nederlag i semifinalen mod Norge, men i år er de danske fodboldkvinder gået hele vejen til finalen.

”Kvindelandsholdet viste allerede ved sidste EM, at Danmark hører til i den europæiske top. Det er derfor ikke overraskende for mig, at de er kommet langt ved EM, men at de har spillet sig hele vejen frem til finalen er fantastisk, og jeg glæder mig meget til at overvære kampen søndag live på stadion i Enschede."
Lone Hansen Direktør i Team Danmark

Kvindelandsholdet er blevet bedre under pres

På vejen til finalen er kvindelandsholdet kun blevet stærkere, efterhånden som presset er blevet større. Og netop det at tackle modgang og præstere under pres er noget spillerne har arbejdet meget med. Sammen med landstræner Nils Nielsen har Team Danmarks sportspsykologiske konsulent, Greg Diment, gennem mere end tre år haft fokus på at udvikle og forberede kvindelandsholdet mentalt på EM.

”Jeg har arbejdet tæt sammen med Nils og deltaget på taktikmøder og til kampevalueringer, hvor vi har talt om forskellige scenarier, og hvordan det vil være hensigtsmæssigt at reagere i forskellige situationer. Hvor holdet tidligere har haft svært ved at stå imod et hårdt pres, har de både i kvalifikationskampene og her under EM vist, at de er blevet meget bedre til at håndtere modgang og komme igennem de svære perioder under en kamp, hvor de kommer under pres,” siger Greg Diment.

Greg Diment har blandt andet arbejdet med at skabe nogle faste aftaler internt på holdet, så spillerne ved, hvordan de skal reagere, når modgangen rammer. Når de i løbet af en kamp kommer under pres, har spillerne arbejdet med at løbe mere, give korte og fokuserede beskeder og med at huske at rose hinanden.

Kulminationen på et langsigtet arbejde

Team Danmark og DBU har i en lang årrække haft et samarbejde omkring kvindelandsholdet. Ud over det sportspsykologiske område har samarbejdet blandt andet omfattet kostanalyser og både individuelle forløb og holdsessioner inden for sportsernæring og samarbejde med DBU’s fysiske trænere om optimering af spillernes fysiske form samt to årlige tests. Christoffer Brushøj, der er læge i Team Danmark, er desuden tilknyttet kvindelandsoldet under EM-slutrunden.

Dette langsigtede samarbejde og den udvikling, der løbende har kunnet ses, er grundlaget for, at Team Danmark og DBU for fire år side satte en ambitiøs fælles målsætning om en semifinaleplads ved dette EM. Denne målsætning er nu både indfriet og overgået, og vi jubler med hele Danmark over kvindelandsholdets succes. Det er kulminationen på et langsigtet arbejde.

Søndag gælder det kampen om guldmedaljerne, når de Hollandske EM-værter venter i finalen.

 

Foto:  Mirko Kappes

Tilmeld dig vores nyhedsmail