Sportspsykologiske anbefalinger i en Coronatid
For mange atleter er udsættelsen af OL og PL en kæmpe mavepuster. Mange år er gået med målrettet planlægning og intensiv forberedelse fysisk, teknisk og mentalt. Team Danmarks sportspsykologer har udarbejdet en række råd, som både atleter og mange andre kan bruge i denne tid.
Vi lever i en svær tid. Selvom nogle atleter (især unge eller atleter med en skade) kan opleve OL- og PL-udskydelsen som en god mulighed for at blive endnu bedre, oplever de fleste atleter, udfordringer.
- At se sit langsigtede mål fortabe sig i horisonten er en mavepuster. For mange OL atleter er tiden lige nu præget af tre store udfordringer:
- Tab af identitet, motivation og mening. Nu hvor jeg ikke længere er ”på vej mod Tokyo 2020”, hvem er jeg så? Hvad er mine mål for 2020? Hvorfor træner jeg lige nu?
- Svære træningsbetingelser. Det er både kedeligt og svært at træne med kvalitet hjemme i stuen og uden sit træningsfællesskab.
- Usikkerhed om fremtiden. Mange atleter havde lagt planer for livet – ikke bare sporten - efter OL. Hvad skal jeg nu stille op i forhold til studier, bolig, økonomi osv.?
Team Danmarks sportspsykologer vil gerne give nogle korte simple råd til, hvordan du håndterer denne tid. Nogle af disse råd er af mere praktisk karakter, andre af mere psykologisk.
For at du lettere kan huske dem, danner de to ord: Tålmod og gavn. Du skal væbne dig med tålmodighed og fortsat sikre, at det, du gør, er til gavn for dig selv, din sport og for andre.
TÅLMOD: Praktiske råd
- Træning med glæde. Der er stor chance for, at du netop nu kæmper med motivationen. Det kan virke umenneskeligt hårdt at skulle gennemføre træning med fuld fokus og kvalitet. Du bør fortsat træne, men lige nu kunne være et godt tidspunkt at træne lystbetonet.
- Ånde ud. Sørg for at lade batterierne op. Aftal med din træner hvordan du kan tillade dig selv en rolig periode, måske endda ferie. Det vigtigste er, at du føler dig klar og har overskud, når din sport igen åbner op.
- Lidt fremgang. Når du har energi til det, så find nogle små ting du kan forbedre. Måske er det nu, du skal lære at analysere videoer af dig selv, træne mindfulness, eller få styr på en skade.
- Menneskelig kontakt. Selvom du går hjemme, er du et socialt mennesker med behov for samvær og sammenhold. Åben op. Tal med andre om, hvordan du har det.
- Overblikket må vente. Du oplever sikkert behov for at sætte nye mål og lægge nye planer. Men lige nu mangler mange svar. Hvornår kan du træne normalt igen? Hvornår vil der ligge konkurrencer? Vent med at lægge planer til du har det nødvendige overblik.
- Daglig rytme. Hold fast i en god rytme omkring sengetider, træning, måltider mm.
GAVN: Psykologiske råd
- God ved dig selv. Det er alt for let i denne tid at være hård ved dig selv, at slå dig selv i hovedet over, at træningen ikke har været perfekt. Spørg dig selv, hvordan du ville støtte en god ven, der netop havde mistet sit altoverskyggende mål. Ville du være hård og dømmende? Næppe. Du ville snarere give varme og anerkendelse. Prøv at brug denne visdom på dig selv.
- Accept. Lige nu dukker der sikkert mange tanker op i løbet af dagen, og lige så mange forskellige følelser. Frustration, bekymring, ærgrelse, lettelse, angst, sorg og flere. De er helt naturlige. Det er sådan sindet virker i en krisetid. Prøv at acceptere alle disse følelser som helt normale og som et udtryk for, at du er menneske.
- Værdier. Der er forskel på mål og værdier. Mål handler om fremtiden, om ting du vil opnå. Værdier handler om lige nu, om hvordan du ønsker at være. Værdier er vigtigere end mål – særligt lige nu. Spørg dig selv hvad du ønsker at stå for i denne krise. Du kommer til at møde modgang i sporten mange gange, så denne krise kan bruges som træning i at holde fast i dine værdier under modgang.
- Nuet. Dine bekymringer kredser sandsynligvis om den fremtid, som ingen af os kender. Hvor længe kommer det her til at vare? Hvad sker der med kvalifikationen? Hvordan kommer setup’et til at se ud om et år? Øv dig i stedet på at være til fuldt og helt stede lige nu og her. Det er ikke bare vigtigt for at præstere godt – det booster også din mentale sundhed. Mindfulness er et fantastisk redskab til at træne evnen til at registrere dine bekymringer, acceptere dem og rette opmærksomheden tilbage på nuet.
Med venlig hilsen Team Danmarks sportspsykologiske fagfællesskab, Kristoffer Henriksen, Anders Bendixen, Nina Due Stagis og Greg Diment.