Badmintonspillere tester OL-strategier og jager en plads i historiebøgerne

De danske badmintonspillere går efter vigtige OL-ranglistepoint og håber på et topresultat i herresingle ved All England. Samtidig er det en vigtig test af de strategier, der skal sikre et topresultat til OL i Tokyo.
Den legendariske All England-turnering i badminton spilles i Birmingham 11.-15. marts. De største forhåbninger om et dansk topresultat ligger i herresingle, hvor både Anders Antonsen og Viktor Axelsen hører til blandt forhåndsfavoritterne.
Ti danskere har tidligere vundet All England i herresingle. Senest var det Peter Gade, der i 1999 skrev sig ind i historiebøgerne og tog All England-titlen, som hører til blandt de allermest eftertragtede titler inden for badminton.
”All England er verdens ældste turnering og har en unik historie. Hvis du spørger spillerne, hvad de gerne vil måles på, når karrieren er slut, så er det VM, OL og All England. Så stor er den. Derfor er det selvfølgelig også en turnering, vi prioriterer rigtig højt og vægter højt i forhold til træningsplanlægningen,” lyder det fra Jens Meibom.
Fysisk træning på farten
Det internationale badmintonforbund introducerede i 2018 en ny World Tour med flere turneringer og større krav til spillerne om at deltage i flere turneringer for at samle point til verdensranglisten. Det har gjort det sværere at planlægge sæsonen og få tid til sammenhængende træningsforløb, hvor spillerne kan udvikle sig og opbygge deres fysik.
Den fysiske træning er afgørende i forhold til at fastholde en progression i træningen gennem en lang sæson med et tæt turneringsprogram og stor rejseaktivitet. Derfor træner badmintonspillerne også fysisk, mens de er ude at rejse både op til, under og imellem de enkelte turneringer.
Mads Brink Hansen, der er fysisk træner i Team Danmark, har igennem en årrække været tilknyttet badminton og har i samarbejde med landstrænerteamet implementeret fysisk træning på spillernes rejser til turneringer. Han er således også med badmintonlandsholdet til All England i Birmingham, hvor han hjælper med de fysiske forberedelser og er med, når spillerne prøver sig af ved sæsonens første store formtop.
”Alle turneringer er stærkt besat i denne sæson, fordi alle jagter vigtige ranglistepoint i forhold til OL-kvalifikation. Derfor er det vigtigt at planlægge sæsonen, så man bedst muligt kan bygge formen op mod de vigtigste mål. All England er årets første egentlige formtop, og for at stå skarpest muligt skrues der ned for den tunge fysiske træning de sidste par uger for at give plads til restitution og øget intensitet og kvalitet i badmintontræningen,” siger Mads Brink Hansen, der er fysisk træner i Team Danmark.
All England vil give en vigtig indikation på, hvor der evt. kan optimeres på forberedelserne før badmintonspillernes næste store mål, som er Thomas og Uber Cup på hjemmebane til maj og selvfølgelig OL i Tokyo til sommer.
Race to Tokyo
All England er i år særligt vigtig for de spillere, der kæmper for at kvalificere sig til OL i Tokyo. I badminton er det placeringerne på verdensranglisten den 28. april, som afgør, hvordan OL-billetterne fordeles, og af de tilbageværende turneringer, er All England den, hvor der er flest point på spil.
Læs mere om nationale og internationale kvalifikationskrav her
Fakta
Badminton Danmark stiller med 12 spillere (+1 single og 1 double om reserver) ved årets All England.
Herresingle:
Anders Antonsen, Viktor Axelsen, Rasmus Gemke og Jan Ø. Jørgensen (Hans Kristian Vittinghus er 1. reserve).
Damesingle:
Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt
Herredouble:
Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen og Mathias Boe og Mads Conrad-Petersen
Mixdouble:
Mathias Christiansen og Alexandra Bøje (Mathias Bay-Smidt og Rikke Søby Hansen er 1. reserver).
---
De største danske chancer ligger i herresingle, hvor i alt 10 danskere tidligere har taget titlen:
Peter Gade 1999
Poul Erik Høyer 1995 og 1996
Ib Frederiksen 1988
Morten Frost 1982, 1984, 1986 og 1987
Flemming Delfs 1977
Svend Pri 1975
Erland Kops 1958, 1960, 1961, 1962, 1963, 1965 og 1967
Knud Aage Nielsen 1964
Jørgen Skaarup 1948
Tage Madsen 1939