Mindfulness kan hjælpe til at håndtere en svær periode
Mange atleter forsøger lige nu at finde alternative veje for deres træning. Team Danmarks sportspsykologiske konsulenter har udviklet en række mindfulness-øvelser, som du kan bruge til at håndtere en svær periode og træne kroppens vigtigste muskel og den mest afgørende for alle præstationer - hjernen.
Da coronavirussen fortsætter med at sprede sig, er det kun naturligt at opleve en række tanker og følelser, der kan være vanskelige at håndtere. Ingen af os har stået i en lignende situation tidligere, og de fleste bekymringer og frustrationer er ganske naturlige. Vi kan bl.a. opleve:
- Uvished: Hvad sker der i morgen? Og i næste uge? Hvad er konsekvenserne for mig og min træning (evt. OL?).
- Humørudsving: Frustration, kortluntethed, bitterhed eller vrede – hvorfor sker det her netop nu?
- Usikkerhed: Hvad skal jeg gøre? Hvordan holder jeg mig bedst i form? Hvad gør alle andre? Hvad er de ’rigtige’ beslutninger?
- Søvnproblemer: Vanskeligheder med enten at falde i søvn eller sove igennem pga. bekymringer omkring fremtiden.
Her er 6 tips, som forhåbentlig kan hjælpe dig med at håndtere denne svære periode:
- Accept: Giv dig selv lov til at opleve alle dine tanker og følelser – lige som de er. Det er en vild situation, så prøv at lade være med at dømme dig selv for disse.
- Kommunikation: Når vi er bekymrede, kan det hjælpe at snakke om tingene – enten med sin træner, sportschef, venner, familie eller sundhedseksperter. Her kan du dele dine bekymringer, få vejledning, men også blive beroliget i, at du ikke den eneste, som reagerer på denne måde.
- Planlægning: For rigtig mange er tingene lidt kaotiske i øjeblikket. Selv om det kan være svært, så prøv at skabe en struktur i hverdagen og hold fast i dine daglige rutiner, hvor det er muligt.
- Målsætning: For mange er der lige pludselig lidt usikkerhed omkring de store sportslige mål. For at bevare motivationen, så sæt nogle konkrete mål til de næste 14 dage.
- Suppler: Udnyt tiden ved at supplere med opgaver, som du typisk ikke når i hverdagen (fx ekstra coretræning, udstrækning, videoanalyse osv.).
- Pas på dig selv: Det er vigtigt at huske på at passe på dig selv. Prioriter din søvn, spis sundt, dyrk mindfulness, gå en tur eller lav noget kreativt.
Mindfulness øvelser
Vi viL gerne henlede opmærksomheden på vores spritnye mindfulnessfiler og visualiseringsøvelser på vores hjemmeside.
Læs mere og prøv øvelserne her
De kan trænes så meget man ønsker, og vi kender ikke til forekomster af overtræningsskader i denne forbindelse. Så giv den endelig gas! De fleste vil i et ærligt øjeblik nok kunne indrømme overfor sig selv at være lidt bagud med sine øvelser på denne front. Så grib den aktuelle mulighed, selv om vi ALLE godt gad at være de nuværende omstændigheder foruden. Og mangler du inspiration til, hvordan du kommer bedst i gang, er dette også at finde på siden.
Får du lyst til at gå yderligere i dybden med din mentale træning, ved vi, at også app’en headspace har nogle glimrende mindfulness-øvelser, og aktuelt har de postet nogen ifm. krisen. Tjek dem endelig ud her.
Til atleter:
Oplever du voldsomme bekymringer, søvnproblemer, tiltagende humørudsving – eller bare har brug for at snakke, så tag fat i din sportschef, som vil kunne hjælpe dig videre ift. dine behov.
Yderligere
oplysninger
Kontakt
-
Gregory Michael Diment
Sportspsykologisk konsulent
Telefon:2175-7973
E-mail:[email protected]
Links
-
Mindfulness
Træn hjernen med Team Danmark mindfulness-øvelser, som kan hjælpe dig til at håndtere en svær periode.