Landstræner i kajak Mette Barfod, cheflandstræner i badminton Kenneth Jonassen og cheflandstræner i landevejscykling Anders Lund er nomineret til Team Danmark og Salling Groups Trænerpris. Prisen uddeles ved SPORT 2020, der vises på DR 1 lørdag den 2. januar 2021.

27. november 2020

Bag enhver verdensstjerne står en vanvittig dygtig træner. En træner, der formår at udvikle atletens kompetencer til allerhøjeste internationale niveau. Derfor er det med en særlig stolthed, at Team Danmark og Salling Group uddeler prisen Team Danmark og Salling Groups Trænerpris for at hylde de mennesker, der hver dag leverer trænerpræstationer i verdensklasse.

”Trænerne er atletens vigtigste sportslige omdrejningspunkt. Trænerrollen er kompleks, og det kræver store ledelsesmæssige kvaliteter for at lykkes med at hjælpe atleterne til at nå højeste niveau på en ansvarlig måde. Man skal lede nogle af verdens dygtigste på deres felt, og det stiller store faglige og menneskelige krav. Derfor anser jeg Team Danmark og Salling Groups Trænerpris som af de vigtigste priser, man kan modtage i dansk eliteidræt, og jeg er stolt over at hylde nogle af verdens dygtigste trænere hvert år sammen med Salling Group,”
Lone Hansen adm. direktør i Team Danmark

Et stærkt felt med høj faglighed

Det er en enig dommerkomité, der har udpeget tre kandidater til finalefeltet.

I Dansk Kano og Kajak Forbund har landstræner Mette Barfod udviklet og implementeret konceptet ’Atleten i Centrum’, som bygger på en holistisk og individuel tilgang i arbejdet med eliteatleterne. Hun har en stor andel i, at Danmark på kvindesiden har kvalificeret sig til OL i Tokyo i 200 meter og 500 meter enerkajak samt i 500 meter firerkajak.

Cheflandstræner i badminton Kenneth Jonassen har været ansvarlig for herresingle-kategorien de seneste syv år og har vist, at han kan udvikle unge talenter til verdensklassespillere. Det har han gjort med Viktor Axelsen, Anders Antonsen og senest Rasmus Gemke. I år vandt Viktor Axelsen All England Open, mens Anders Antonsen og Rasmus Gemke stod over for hinanden i Denmark Open finalen.

I landevejscykling har cheflandstræner Anders Lund skabt en vinderkultur og et uovertruffent commitment til landsholdet. De danske ryttere står sammen og bidrager hver især maksimalt og offervilligt til den planlagte taktik. De er samlet få gange om året, og på den baggrund er det ekstra imponerende, hvordan Anders Lund får så mange individualister til at kæmpe sammen som et hold. 

Salling Group er stolt over at være medafsender af prisen og fremhæver trænerens vigtige rolle for dansk succes.

”Det er vigtigt at anerkende vores trænere, som jo er helt afgørende for alle de store præstationer, danske atleter leverer. Deres målrettede indsats er fundamentet for mange individuelle sejre og store holdpræstationer. I Salling Group er vi derfor stolte af at støtte både de danske sportstalenter samt de trænere, som er en forudsætning for dansk eliteidræts succes,”
Per Bank Administrerende direktør i Salling Group

Hos Team Danmark understreger Lone Hansen vigtigheden af at anerkende trænerfaget som profession i Danmark.

”Danmark har nogle af verdens dygtigste trænere, og det skal vi være meget stolte af. Derfor er det også vigtigt, at vi husker at anerkende de trænere, der gør et kæmpe stykke arbejde for at udvikle dansk eliteidræt. Der skal lyde et stort tillykke til de tre nominerede trænere fra mig. Det er meget fortjent, og jeg er glad for at være med til at hylde dem,” siger hun.

Komité udpeger vinderen

Det er sportschefer i Team Danmark-støttede forbund, elite- og verdensklasseatleter samt Team Danmarks medarbejdere, der har haft mulighed for at indstille til prisen. På baggrund af indstillingerne har en komité peget på de tre nominerede og vinderen af prisen.

Du kan se, hvem der løber med prisen, når DR viser SPORT 2020 lørdag den 2. januar 2021.

ÅRETS KOMITÉ:

  • Lars Krarup, formand for Team Danmark
  • Lone Hansen, administrerende direktør hos Team Danmark
  • Per Bank, administrerende direktør hos Salling Group
  • Morten Mølholm, administrerende direktør hos Danmarks Idrætsforbund
  • Henrik Them, atletrepræsentant fra aktivkomiteen

FAKTA:

Med prisen ønsker Team Danmark og Salling Group at synliggøre og anerkende trænerne som en af de vigtigste brikker i atleternes udvikling i talent- og elitemiljøerne. Prisen blev introduceret sidste år, hvor banelandstræner i cykling Casper Jørgensen vandt den.

De nominerede har alle sat et aftryk gennem et særligt udviklingsarbejde med enkelte atleter, et hold eller et elitemiljø, der har ført til resultater på et højt internationalt niveau.

Tilmeld dig vores nyhedsmail