Team Danmark og Dansk Orienterings-Forbund tester Brain Endurance Training (BET) for at øge de danske orienteringsløberes evne til at træffe gode beslutninger under mental stress og fysisk træthed.

29. oktober 2020

Brain Endurance Training (BET) er en metode til at træne den måde, hvorpå man opfatter træthed, hvilket har vist sig at kunne forbedre den fysiske præstationsevne. Tanken er, at man ved at ændre opfattelsen af, hvor træt man er efter et givent stykke arbejde, og hvor hårdt det føles, kan øge præstationsevnen under fysisk og mental stress.

Team Danmark og Dansk Orienterings-Forbund har i samarbejde gennemført et projekt, hvor en gruppe landsholdsløbere har arbejdet struktureret med BET med henblik på at styrke både deres fysiske og mentale præstationsevne.

Vi har en hypotese om, at orienteringsløberne igennem sportsspecifikke mentale øvelser vil kunne forbedre deres evne til at læse og tyde kortene hurtigt og præcist, samtidig med at de styrker deres fysiske præstationsevne.”
Richard Thomas Sportsfysiolog i Team Danmark

Projektet er blevet gennemført over fem uger i september og oktober, hvor løberne tre gange om ugen umiddelbart efter højintense intervalpas har været igennem 15 minutter med opgaver, hvor de på en app har skullet finde den mest optimale rute på en serie af kort.

default-thumbnail

Interview med Josefine Lind og Cecilie Klysner

Se og mere om BET-projektet og mød de to landsholdsløbere Josefine Lind og Cecilie Klysner, som har været igennem 5 ugers BET.

Et projekt der giver mening

Det er forhåbningen, at BET kan vænne løberne til at træffe gode beslutninger under mental stress og fysisk træthed, hvilket er en vigtig evne at besidde i orienteringsløb. Det er dog et område, hvor den forskningsmæssige evidens for effekten endnu er begrænset, og der er derfor tale om læring undervejs og indsamling af vigtig erfaring.

 ”Det er jo lidt et start up-projekt, hvor vi tester en træningsform, som vi har en formodning om kan have en positiv effekt på præstationsevnen i visse sportsgrene. Vi har kunnet gennemføre dette projekt relativt let og uden at øge træningsbelastningen væsentligt for orienteringsløberne, og både trænere og løbere har været meget åbne over for at prøve det af,” siger Richard Thomas.

Cecilie Klysner er en af de orienteringsløbere, der har deltaget i projektet. Hun er meget positiv i forhold til træningsforløbet og mener, at BET giver rigtig god mening.

”Jeg synes, at den her form for træning giver sindssygt god mening for os som orienteringsløbere, fordi vi får trænet det her med at tage en masse beslutninger, imens vi er mentalt trætte, og det er bare supervigtigt for os. Det nytter ikke noget at løbe godt på første halvdel af banen, hvis man ikke kan tage gode beslutninger, når man bliver mentalt udtrættet,” siger Cecilie Klysner.

Richard Thomas har koordineret og superviseret projektet, mens Kenneth Buch, der er landstræner i orienteringsløb, har stået for afviklingen af det fem uger lange træningsforløb med hjælp fra de tidligere landsholdsløbere og nuværende assisterende landstrænere, Jeppe Ruud og Tue Lassen.

Fakta

Brain Endurance Training (BET) er en træningsform, der bruger mental træthed som en træningsstimulus med henblik på at reducere træthed under fysisk præstation. Mental træthed trænes ved at arbejde med en kognitiv opgave sammen med sportsspecifik træning, der kræver fokus, og hvor man er nødt til at træffe hurtige beslutninger. Effekten af denne type træning mærkes på opfattelsen af, hvor hårdt et givent stykke fysisk arbejde er.

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Præstationsoptimering

    Team Danmark hjælper atleter med at optimere træning, kost, mentale færdigheder med mere. Det handler om at være forberedt til at præstere det optimale.

  • Team Danmarks YouTube-kanal

    På YouTube kan du se mange flere videoer om Team Danmark arbejde med at optimere hele vejen rundt om de danske atleter.

Tilmeld dig vores nyhedsmail