Holger Rune er godt på vej mod verdenstoppen. Han har dog kæmpet med kramper i flere kampe, og derfor kigger han sammen med Team Danmarks eksperter på, om der kan optimeres i forhold til bl.a. ernærings-, væske- og saltindtag før, under og efter kampene.

05. august 2022

Tennis er en fysisk krævende sport, hvor en kamp nemt kan snige sig op på 3-4 timer. Derudover er spilleren alene på banen uden hjælp fra trænerteamet. Det stiller store krav til at udarbejde strategier for indtag af mad og drikke både før, under og efter kampene, for at krop og hoved kan opretholde fokus.

”Det kræver meget fokus, og det hjælper, at man får nok væske og spiser nok under kampene, så man kan blive ved med at holde sit fokus. Det kræver en fysisk god udholdenhed,” fortæller Holger Rune, der på egen krop har mærket konsekvenserne, hvis man ikke får fyldt nok energi i kroppen.

”Der har været nogle tidspunkter, hvor kramperne har været ret brutale. Det er sket en gang i år i Lyon, hvor jeg kæmpede mig igennem og vandt kampen, men det havde været bedre, hvis man kunne gennemføre kampene uden krampe,” siger Holger Rune.

Ernæringsstrategi omkring kampsituationer

Derfor er Team Danmarks sportsfysiolog Peter Møller Christensen og Team Danmarks ernæringsfysiolog Cecilie Refsgaard i gang med at teste den danske tennisstjernes fysik.

”Vi er i gang med at teste, hvordan Holger Runes krop bliver påvirket under kampsituationer. Vi tester hans væske- og saltbalancer, og vi ser nærmere på hans kulhydratstrategier i kampsituationer. Ud fra de data, vi har indsamlet, skal vi så i samarbejde med Holger og hans team udarbejde nogle strategier omkring kampsituationer."
Cecilie Refsgaard Ernæringsfysiolog i Team Danmark

”Vi startede et samarbejde for 2,5 år siden, og Holger har godt styr på sin daglige kost. Han har taget et kæmpe step up på verdensranglisten og kæmper nu mod den absolutte elite. Holger er en dedikeret spiller, som skal kunne stå distancen rent energimæssigt i de hårde kampe på 3-5 sæt. Her skal alle parametre tilpasses hans fysiologi og præferencer. Han skal vænne sig til nye mængder, rutiner og vaner i forhold til bl.a. kulhydratindtag under kamp og træning, så dette ikke bliver et præstationsnedsættende parameter. Holger har potentiale til at opnå endnu mere, og derfor kigger vi på alt, der kan optimere hans performance,” siger Cecilie Refsgaard.

Daglig optimering skal sikre det store mål

Holger Rune har i en alder af 19 år allerede etableret sig på herrernes ATP-tour. Nu skal kvartfinale-succesen fra French Open følges op af flere og større resultater og det kræver dedikation og fokus på optimering på alle fronter.

”Alt det hårde arbejde, jeg gør dag ud og ind, det er for at stå i de store kampe. Mit mål er at blive nummer et i verden og vinde alle Grand Slams. Jeg bliver ved med at arbejde mentalt og fysisk for at blive bedre. Her prøver jeg at bryde tingene ned i små bider, som jeg kan arbejde på hver eneste dag.”

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Sportsernæring

    Kost og væske er vigtige medspillere for en atlet. De rigtige valg kan afkorte restitutionstiden, nedsætte risikoen for skader og forbedre koncentrationsevnen.

Tilmeld dig vores nyhedsmail