Verdens største cykelløb og en af de største årligt tilbagevendende sportsbegivenheder er kommet til Danmark. Og danskerne tager imod med åbne arme!

01. juli 2022

Af Peter Fabrin, adm. direktør

...

 

Kærligheden til sporten var allerede tydelig ved præsentationen af holdene, som genialt blev afholdt i fantastiske rammer i Tivoli. Rytterne  kvitterede med taknemmelighed og store følelser.”What an amazing welcome,” lød det fra den firedobbelte Tour-vinder ,Chris Froom, ”det vildeste nogensinde,” sagde den danske verdensmester fra 2019, Mads Pedersen, mens sidste års nr. 2 i Tour de France, Jonas Vingegaard, bare måtte lade tårerne trille, da de 10.000 fremmødte igen igen lod hans navn runge over Tivoli.

Tour de France er noget specielt. Og det er historisk med Tour-start i Danmark. Alligevel tror jeg, at den fantastiske modtagelse, løbet og rytterne har fået, overgår de flestes forventninger. De største cykelfans stod klar i Københavns gader tidligt fredag morgen, og publikum gav stadion-agtige rammer om de 13 km enkeltstart gennem byens gader, hvor rytterne - selvfølgelig særligt de danske - blev hyldet som helte. En kæmpe cadeau til de danske arrangører og til de danske cykelfans, som allerede på den første af tre etaper i Danmark har gjort årets Tour-start til noget mindeværdigt.

Danmark er en stor cykelnation. Vi vinder olympiske medaljer på banen for både damer og herrer, og de danske landevejsryttere kan være med i kampen om topplaceringerne både i de store endagsløb og i etapeløbene. Nu er verdens største cykelløb skudt i gang i Danmark med hele ti danskere i feltet. Hvilken start på sportssommeren, der bl.a. også byder på EM i sejlads i Aarhus, VM i ridesport i Herning og VM i ishockey for kvinder i Herning og Frederikshavn.

Det bliver kæmpe stort!

 

Foto: Gonzalo Fuentes, ReutersRitzau, Scanpix

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Link

  • Om Team Danmark

    Team Danmark arbejder for at give danske atleter bedst mulige rammer og vilkår for, at de kan udleve deres potentiale og præstere på højeste internationale niveau. Vi optimerer hele vejen rundt om atleten - både på og uden for banen.

Tilmeld dig vores nyhedsmail