Team Danmark og Viborg Elite afholder torsdag d. 14. december konference om talentudvikling med fokus på Generation Z og nye tendenser.

11. december 2023

Samfundet ændrer sig, og vi mennesker ændrer os. Det gælder måske i særdeleshed de unge, og de unge fylder meget i eliteidrætten og særligt i talentmiljøerne. Nye generationer af atleter skubber til træningsmiljøer, talentprogrammer, træneruddannelser med mere og stiller nye krav til forbund, ledere, trænere og Team Danmark. Derfor er generation Z i fokus, når Team Danmark og Viborg Elite 14. december afholder konference om nye tendenser i talentudvikling.

”Hvad er det for nogle idrætsmiljøer, vi tilbyder de her unge menneske, og hvordan gør vi dem superattraktive? Jeg har ikke svarene, men det er noget af det allermest spændende, vi står overfor i dag. Det at tweake vores talent- og elitemiljøer, så de passer til de nye mennesker, der kommer ind i dem,” siger Kristoffer Henriksen, der er sportspsykologisk konsulent i Team Danmark og en af talerne på konferencen.

Konferencen behandler generation Z og de nye tendensener i talentudvikling set fra tre vinkler. Forskningsvinklen, forbundsvinklen og atletvinklen. Meningsfuldhed og bæredygtighed vil være et gennemgående tema både i taler og indlæg og i en række workshops, hvor deltagerne og deres egne erfaringer med talentudviklingen bringes i spil.

Fakta om konferencen

Konferencen afholdes 14. december i Tinghallen i Viborg i samarbejde mellem Team Danmark og Viborg Elite.

Dagen er tilrettelagt med forskellige vinkler på emnet:

  • Forskningsvinklen: Professor Noemi Katznelson dykker ned i forskningen omkring Generation Z og deres forventninger til deres omgivelser.
  • Forbundsvinklen: Landstræner i landevejscykling Anders Lund fortæller om sit arbejde med at udvikle unge ryttere til allerhøjeste niveau.
  • Atletvinklen: Triatlet Alberte Kjær og atletikudøver Simon Hansen interviewes af Kristoffer Henriksen om meningsfuldhed og bæredygtighed i deres liv som eliteatleter.

Derudover vil der være workshops faciliteret af Team Danmarks sportspsykologiske team samt oplæg fra Badminton Danmark omkring arbejdet med vigtige transitioner i en sportskarriere, og fra Boris Bjulver (træner for triatleten Alberte Kjær) om at arbejde med unge moderne og ambitiøse atleter.

263 deltagere er tilmeldt konferencen.

Se programmet for konferencen her

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Talentarbejde

    Team Danmarks talentarbejde bygger på stærke værdier og på den nyeste viden om træning af børn og unge. Sammenhængende talentstrategier er nøglen til succes i eliteidræt.

Tilmeld dig vores nyhedsmail