Med en fantastisk slutspurt sikrede de danske atleter, at OL i Paris blev en succes! Ganske vist kan medaljehøsten ved dette års OL ikke matche OL i Tokyo i 2021 eller de historiske 15 medaljer fra OL i Rio i 2016. Men med 9 danske medaljer lever OL i Paris op til den målsætning, vi havde sat forud for legene på 9-11 medaljer.

11. August 2024

 

Af Peter Fabrin, adm. direktør i Team Danmark

 

Jeg er stolt af de danske OL-atleter – og ikke mindst er jeg stolt af den måde, de har repræsenteret Danmark og vist Dannebrog frem på. De har hver for sig og som hold konkurreret, tabt og vundet med værdighed og optrådt på en måde, der eksemplificerer, at vi i dansk eliteidræt taler om ’mennesker og medaljer’.

OL i Paris har været et uforglemmeligt OL i ikoniske omgivelser under historiens vingesus i byernes by. Cykelrytternes linjeløb med målstreg foran Eiffeltårnet, taekwondo i Grand Palais og åbningsceremoni i båd ned ad Seinen. OL i Paris har fået by og sport til at smelte sammen og taget publikum fra hele verden med på rejsen. Og den rejse har de danske atleter taget os med på i deres kamp for at præstere på den største scene af dem alle. Og Danmark har stået bag atleterne. Overalt, når danske atleter har været i konkurrence, har de røde og hvide farver været en del af kulissen. Tak til alle jer, der som danske tilskuere i Paris har været med til at bære de danske atleter frem!

Et OL giver altid anledning til eftertanke. Sådan er det også denne gang. Vi har længe påpeget, at Danmark er ved at blive overhalet af andre nationer, der investerer kraftigt i deres atleter. Det har været tydeligt til dette OL, at nogle nationer har helt andre forudsætninger og derfor er i gang med eller tæt på at overhale os.

Derfor må vi i Team Danmark og dansk eliteidræt se på, hvordan vi kan optimere vores indsats. Hvis vi skal hæve niveauet og også fremadrettet være konkurrencedygtige med de nationer, vi normalt sammenligner os med, er vi nødt til at investere mere i vores atleter. Vi skal sikre dem de bedste rammer for udvikling, hvilket bl.a. betyder flere ressourcer og flere trænere og specialister, der kan hjælpe dem med at nå deres fulde potentiale.

For at konkurrere med de største sportsnationer kræver det, at vi træder op på næste niveau, både mht. økonomiske midler, udstyr og faciliteter. Vores atleter skal have den bedste teknologiske støtte, mental træning og fysiske forberedelse. Hvis vi skal sikre flere danske medaljer i fremtiden, skal vi sørge for, at vores talentfulde atleter får endnu bedre betingelser for at kunne udvikle deres potentiale.

 I Team Danmark står vi bag de danske atleter, og jeg er stolt af det, de har præsteret ved OL i Paris, og af den måde, de har repræsenteret Danmark på. Vi har en model, der virker. Med en fornyet indsats og øget fokus på støtte og udvikling ser vi frem til at hjælpe vores atleter til at levere endnu større præstationer i fremtiden.

Lad os bruge dette OL som et springbræt til at løfte os til næste niveau og blive endnu stærkere som sportsnation.

 

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Link

  • Om Team Danmark

    Team Danmark arbejder for at give danske atleter bedst mulige rammer og vilkår for, at de kan udleve deres potentiale og præstere på højeste internationale niveau. Vi optimerer hele vejen rundt om atleten - både på og uden for banen.

  • Næste niveau

    Team Danmarks strategi og støttekoncept 2025-2028 beskriver, hvordan Team Danmark vil arbejde for at udvikle dansk eliteidræt til næste niveau, og hvordan vi samarbejder med forbundene.

Tilmeld dig vores nyhedsmail