Det er nu 40 år siden, at Dronning Margrethe underskrev den første lov om eliteidræt, og dermed formelt etablerede Team Danmark. Derfor markerer vi i dag 40-års jubilæum for Team Danmark – en organisation, der siden 1984 har spillet en central rolle i udviklingen af eliteidrætten i Danmark.

19. December 2024

Det var for mange en kontroversiel beslutning at prioritere eliteidrætten i et land, som hyldede amatørismen. Nogle talte endda om, at med Team Danmark mistede idrætten sin uskyld...

I dag står vi et andet sted, og det er blevet legitimt at tale om en elite, lige som det også er mere accepteret at sige, at man drømmer om at blive verdens bedste. Heldigvis!

Og danskerne har i den grad omfavnet de bedste danske atleter. Eksempelvis så hver dansker i gennemsnit næsten 20 timers OL i fjernsynet i sommer. Det viser, at atleterne og eliteidrætten samler og begejstrer hele Danmark på kryds og tværs af alder, geografi og politisk ståsted som nærmest intet andet i dette land. Eliteidrætten skaber et fællesskab og en stolthed, som er vigtig for sammenhængskraften i Danmark.

En særlig dansk model

Etablering af Team Danmark kom bl.a. fra et ønske om, at danske atleter, skulle have mulighed for ’at kæmpe for guld til Danmark’. Kigger man på Lov om Eliteidræt handler den om at skabe bæredygtige rammer for atleter, der leverer på højeste niveau – både på banen og i livet uden for sporten.

Samtidig buldrer den internationale udvikling derudaf. Konkurrencen er intens, og kravene til præstationer og kampen om podiepladserne bliver større år for år. Netop derfor er eliteidrætten så fascinerende. Den repræsenterer menneskets evne til at bryde grænser, udvikle sig og finde nye niveauer af dedikation og styrke. Det umulige bliver muligt, og det viser atleterne os år efter år. Et godt eksempel findes i banecykling. Engang talte man om, at det ikke var fysisk muligt at komme under fire minutter i holdløbet. I dag hedder verdensrekorden 3:40.730!

Vi er ikke en stor nation med en uendelig talentpulje af atleter. Derfor har vi i Danmark skulle finde vores egen vej, og den går fra det fabelagtige lokale foreningsliv, som hvert år tager imod børn og unge, som elsker idræt og fællesskab. Når man kigger på de danske sportsstjerner, kan man se, at der går en lige linje fra de lokale klubber til de største scener. På den måde hænger bredde og elite smukt sammen i Danmark.

Det centrale afsæt for Eliteidrætsloven fra 1984 var det todelte ønske fra Folketingets side om dels at skabe en særlig dansk model, der udviklede hele idrætsmennesker, dels at ruste Danmark bedre i en international konkurrence.

Det har vi bl.a. gjort ved at sikre at uddannelse og sportslig karriere kan gå hånd i hånd. Vi har skabt miljøer, hvor der er fokus på det hele menneske og vi har en mission, hvor vi har sat mennesker før medaljer.

Tak!

Men vigtigst af alt har Team Danmark været med til at støtte tusindvis af unge atleter i at forfølge deres største drømme. De drømme, der begynder som en gnist, men som gennem hårdt arbejde og dedikation bliver til virkelighed – og som inspirerer os alle.

Jubilæet er derfor en anledning til at hylde de mange atleter, trænere, forskere, partnere og medarbejdere, der har været en del af fire fantastiske årtier.

I dag er eliteidrætten et andet sted end i december 1984. Den bliver mere og mere specialiseret, viden og forskning er vigtigere end nogensinde før og der skal mere og mere til, hvis man vil nå toppen i international eliteidræt. Det er en udfordring, som mildt sagt er spændende og udfordrende, Så selv om Team Danmark er ved at være midaldrende stopper opgaven med at udvikle dansk eliteidræt heldigvis ikke foreløbig.

Tak til alle der har været med til at løfte eliteidrætten i Danmark. Tak til alle de atleter, trænere, ledere og eksperter, der har været med til at løfte dansk eliteidræt til verdensklasse. I har givet Danmark et hav af medaljer og ikke mindst store medrivende oplevelser til os alle sammen.

Tilmeld dig vores nyhedsmail