Kristoffer Henriksen: Derfor er det så svært at præstere på den største sportscene

Sommeren står for døren, og med den kommer sommerens store sportsbegivenheder. Med de begivenheder følger et enormt pres, både når de danske herrelandsholdsspillere i fodbold i disse dage skal levere resultater til EM, men særligt også til den største begivenhed af dem alle: De Olympiske Lege.

Legene har en nærmest mytisk status for mange atleter, hvilket vi også ser ved, at de dårligt ’når i mål’ før de får en tatovering af de fem ringe.

At have deltaget som atlet ved OL bliver en del af identiteten, et afgørende kapitel i historien om, hvem man er.

Men OL er en svær scene at lykkes på. Særdeles svær. Et hurtigt kig ned over listen af verdensrekorder og Olympiske rekorder i de sportsgrene, hvor man sætter rekorder, giver et hint. Der er ikke sat mange verdensrekorder ved OL. Det på trods af, at atleterne er bedre forberedte end nogensinde før.

Selvom presset til EM i fodbold også er stort, vil jeg med udgangspunkt i OL – som den største sportsbegivenhed af dem alle – give et indblik i, hvor besværlig en arena, det er for atleter at træde ind på.

Hvorfor er det så svært at præstere ved OL?

At præstere i sport kræver tekniske færdigheder, fysisk formåen og strategisk snilde. At præstere under pres komplicerer tingene lidt. Nu handler det ikke længere kun om færdigheder og form, men om mental styrke. Om at ’få det ud’ på dagen. Og ved OL oplever atleterne, at presset er kæmpe stort. Det er der flere grunde til.

For det første tilskriver atleterne OL en helt anden mening end andre konkurrencer. De ser OL som en potentielt livsforandrende begivenhed. Succes ved OL kan betyde bedre mulighed for at finde sponsorer og dermed en bedre karriere i sporten, bedre jobmuligheder i det civile efter karrieren, velbetalte foredrag, invitationer til populære Tv-programmer og meget andet. Alt det slæber atleterne med ind på banen. De kæmper ikke bare for en god præstation, men for et godt videre liv.

For det andet er mediebevågenheden stor. Endelig. Mange OL atleter kæmper en daglig kamp for at gøre opmærksom på sig selv og deres sport. Men én gang hvert fjerde år kigger hele verden med. Det opleves som ’once in a lifetime’.

For det tredje foregår OL i et uvant miljø. I OL byens spisehal sidder man ved nabobordet til de stjerner, man følger på TV. Uanset hvor man kigger hen, er der fjernsynsskærme, der viser atleter i gang med deres livs konkurrence. Det er let at være på tæerne hele tiden og svært at finde mentalt ro.

For det fjerde, er OL en uvant balancegang. Vi lavede for år tilbage et forskningsprojekt, hvor en række atleter beskrev, at de skulle agere i en delikat balance mellem ’OL som den vigtigste konkurrence i deres liv’ og ’OL som den største oplevelse i deres liv’. OL er nemlig meget mere end en konkurrence. Det er en smuk åbningsceremoni, invitationer til flotte arrangementer med sponsorer, fejringer når andre danskere vinder medaljer, og alt sammen føles som unikke muligheder, man ikke må gå glip af. Tænk at komme hjem fra OL uden at have fået hele oplevelsen med.

For det femte er man ved OL ét stort landshold på tværs af alle sportsgrene. Alle ens kolleger kigger med og hepper, og man vil ikke skuffe.

Sidst men ikke mindst er alle under pres. Jeg har oplevet trænere, der ville stå uden job hvis deres atleter ikke lykkedes, journalister der drømte om at gøre sporten til deres domæne og havde fået denne ene chance, og sportschefer hvis nattesøvn blev spoleret at visheden om, at de næste fire års budget var afhængigt af resultater. Alle presser på. Alle er fremme på kanten af stolen. Alle atleterne kan mærke det.

Hvordan går man ind til OL?

Der er grundlæggende to tilgange til det at præstere ved de allerstørste begivenheder, hvor presset er vildest, mulighederne er størst og de potentielle konsekvenser af ikke at lykkes er alvorligst.

Den ene er at betragte OL som enhver anden konkurrence. Atletikbanen er stadig 400 meter, svømmebassinet stadig 50 meter langt, og der er stadig 7 mand på banen i en håndboldkamp. Ved at se mesterskabet som enhver anden konkurrence, håber man på, at man ikke bliver alt for nervøs. Man krydser fingre for en god portion selvtillid.

Den anden tilgang er at forberede sig på, at OL bliver en helt anderledes oplevelse, måske den vildeste man nogensinde har haft i sin sport. Forberede sig på, at selvom banen er den samme, så kommer oplevelsen ikke til at være den samme. Forberede sig på, at når man kigger rundt på sine konkurrenter på startstregen, så vil det ikke føles som det plejer. Der vil formentlig dukke bekymringer, tvivl og andre ubehagelige følelser op, man slet ikke havde forventet. Forberede sig på hvad som helst.

I moderne sportspsykologi tror vi på model nummer to. Det er vores erfaring, at sådan er virkeligheden. Selv verdens bedste atleter kan blive nervøse og bombarderet af irrationelle negative tanker under et OL. Hvis atleter tror, at de skal være selvtillidsfyldte for at præstere, og at OL skal føles som enhver anden konkurrence, kan det virkelig starte en dårlig spiral, når de oplever, at det ikke er sådan, de har det.

OL er jo kun hvert fjerde år, og det er et næsten umuligt scenarie at øve sig på.

Sportspsykologiens roller under OL

I et psykologisk perspektiv er fokus den mest afgørende faktor i alle præstationer. Selv de teknisk bedste og fysisk stærkeste atleter lykkes ikke, hvis de ikke har hovedet med, hvis deres tanker er et helt andet sted. For at levere verdensklasse, må atleten være fuldt og helt tilstede i nuet – fuldt fokuseret på opgaven.

Men det er ikke let. Det menneskelige sind har let ved at vandre, især når vi er under pres. Den mindste fejl og tankerne stikker af. Vi bliver selv-evaluerende (»hvordan kunne jeg lave så dum en fejl?«) og kan finde på at lade følelserne overtage strategien (»så må jeg bare presse hårdere på«).

Sportspsykologien kan blandt andet hjælpe atleterne med at lære at dirigere fokus. Ingen kan holde fokus. Opmærksomheden flyver og tankerne vandrer. Men man kan lære at registrere, at irrelevante eller ubehagelige tanker har stjålet opmærksomheden, at acceptere de tanker, der dukker op som naturlig i situationen – selvom de ikke er behagelige – og at refokusere til opgaven.

For mange atleter er denne erkendelse en befrielse. Tankestrømmen kan lyde således:

»Når jeg har forberedt mig så længe, og det har så stor betydning, når jeg vil det så meget, når jeg ikke kan styre udfaldet (hvilket man ikke kan på højeste niveau), så vil jeg opleve ubehagelige tanker og nervøsitet. Det er uundgåeligt, men det er også OK. Jeg behøver ikke styre mine tanker og følelser. Jeg behøver alene at styre min opmærksomhed og mine handlinger. Være fuldt fokuseret på opgaven og gøre det rigtige.«

For mange atleter er ideen om, at OL bliver en vild oplevelse, og at »jeg må acceptere det, der dukker op og til gengæld hele tiden rette min opmærksomhed mod opgaven«, mere overkommelig end ideen om, at »jeg skal se OL som enhver anden konkurrence, tænke positivt og føle selvtillid«.

Når du ser OL

Ingen vinder på mental styrke alene. At vinde et OL kræver et enormt højt niveau af teknisk, taktisk og fysisk formåen. Men uden mental styrke risikerer man at tabe det hele på gulvet.

Heldigvis er danske OL atleter godt hjulpet. Team Danmark har se seneste 15 år sat massiv fokus på sportspsykologi.

Så, når du til sommer sætter dig foran fjernsynet for at se de danske atleter kæmpe for Danmark, så husk dette; Ikke bare skal de præstere på højt niveau. De skal præstere på højt niveau under et kæmpe pres, hvor stemmen i baghovedet fortæller dem at det er ’once in a lifetime’, at de ikke alene kæmper for et godt resultat men for et godt liv og at hele verden kigger med.

Det gør blot deres præstationer endnu mere imponerende.

Denne artikel har tidligere været bragt i Idrætsmonitor d. 18.06.2024.