Sociale medier (SoMe) spiller en central rolle i vores dagligdag. Ny forskning peger imidlertid på, at der er en tydelig sammenhæng mellem SoMe-brug og mental træthed, og at det kan have betydelige negative konsekvenser for atleters mentale og fysiske præstationsevne.

15. July 2024

Mental træthed kan opstå på mange måder, herunder utilstrækkelig søvn og overbelastning af kognitive ressourcer.

"Når man er mentalt træt, føles enhver opgave mere krævende, og motivationen daler. Det har en direkte effekt på præstationen," siger Lars Johansen, der er sportsfysiolog i Team Danmark.

En af de moderne faktorer, der kan øge mental træthed, er aktivitet på sociale medier via mobiltelefoner og andre enheder. Den mentale træthed kan føre til en øget oplevelse af anstrengelse og en reduceret motivation. Det kan i en præstationskontekst resultere i, at en atlet lettere "får ondt af sig selv" og bliver mindre motiveret til at præstere.

"Det er vigtigt at give hjernen ro før vigtige aktiviteter som træning og konkurrence. Sociale medier kan overstimulere hjernen og gøre det svært at fokusere."
Lars Johansen Sportsfysiolog i Team Danmark

Effekter af sociale medier på præstationsevnen

Forskning fra de seneste år har vist, at brug af sociale medier kan påvirke træning og præstationsevne negativt – både akut og på den længere bane. Her er nogle af de mest markante fund:

  • Reduceret performance i yoyo-test med 15%: Dette indikerer en direkte nedgang i den fysiske kapacitet og udholdenhed.
  • Fordobling af træthedsudvikling under muskeludholdenhedstræning: Træningsloadet i tre sæt back-squats reduceres med 30% i stedet for 15%.
  • Nulstilling af træningseffekt i svømning: Brug af SoMe 30 minutter før hver træningssession har vist sig at nulstille forbedringer ved otte ugers svømmetræning (40 sessioner) på både 100 og 400 meter fri.

 

Praktiske tiltag for at modvirke mental træthed

For at imødegå de negative effekter af mental træthed forårsaget af SoMe, anbefaler Lars Johansen at implementere følgende praktiske tiltag:

  1. Undgå SoMe to timer før træning, konkurrence eller søvn: Dette kan hjælpe med at reducere den akutte mentale træthed og forbedre fokus og præstationsevne.
  2. Koffein: Koffein er effektivt til at blokere adenosin-receptorer i hjernen, hvilket kan reducere oplevelsen af træthed. Koffein kan indtages i form af kaffe, energidrikke eller tyggegummi.
  3. ”Performance lur”: En kort lur på 20 minutter kan være gavnlig for at forbedre ydeevnen og reducere træthed.
  4. Mindfulness: Træning og praksis af mindfulness kan hjælpe med at forbedre mental klarhed og reducere stress og træthed.

 

Forslag til daglig plan for at modvirke mental træthed

Lars Johansen kommer her med et forslag til en daglig plan, der kan forebygge mental træthed på en almindelig træningsdag:

  • 1 time SoMe
  • Frokost
  • Kaffe
  • 10-15 min. mindfulness
  • 20 min. performance lur

Ved at følge denne plan kan atleten pleje sit SoMe-netværk samtidig med, at han/hun undgår mental træthed og de negative effekter, det kan have på præstationsevnen. Hertil kommer, at atleten sætter sin eftermiddag perfekt op med alle de fordele, det indebærer med hvile og lur.

"Ved at implementere disse strategier kan atleterne forbedre deres fokus og præstationer samtidig med, at de håndterer den mentale træthed, der kan opstå som følge af SoMe-brug. Det er en balance, der kræver bevidsthed og disciplin, men resultaterne kan være betydelige for både den mentale og fysiske præstationsevne," afslutter Lars Johansen.

Ved at tage disse forholdsregler kan atleterne sikre, at de har de bedste forudsætninger for at præstere optimalt i træning og konkurrence uden at blive hæmmet af de negative effekter af mental træthed forårsaget af SoMe. Det handler om at være mentalt parat til at præsentere og at være den bedste udgave af sig selv.

 

 

Yderligere

oplysninger

Kontakt

Links

  • Søvn

    Der er en tydelig sammenhæng mellem søvn, akut præstationsevne og træningsudbytte. En performance-lur er en strategi, der bl.a. kan modvirke den mentale træthed, som kan opstå ved aktivitet på SoMe.

  • Mindfulness

    Træning og praksis af mindfulness kan hjælpe med at forbedre mental klarhed og reducere stress og træthed.

Tilmeld dig vores nyhedsmail