Familiestøtteordning hjælper Madeleine til VM med mand og baby

De danske curling-kvinder med skipper Madeleine Dupont i spidsen spiller lige nu VM i Canada. Madeleine fødte 5. januar en lille søn, og med støtte fra Team Danmarks nye familiestøtteordning har hun mand og baby med til VM.
”At have min mand og baby med betyder, at jeg overhovedet kan deltage ved VM. Havde de ikke kunne tage med, havde jeg heller ikke,” siger Madeleine Dupont.
Madeleines VM-deltagelse hang i en tynd tråd, da hun blev gravid og havde termin mindre end tre måneder før turneringen. Men ved dette VM er der udover medaljer også vigtige kvalifikationspoint til OL i 2026 på spil, og derfor gik Madeleine benhårdt efter at nå at blive VM-klar. Med støtte fra Team Danmarks nye familiestøtteordning fik hun strikket en løsning sammen, så hun har sin mand og deres lille søn med til VM og dermed har mulighed for at deltage.
”Vi bor alle tre på værelse sammen, og jeg bruger den sparsomme tid, der er mellem kampene på at restituere og tage lur med drengene. Det er en udmattende turnering med rigtig mange kampe på kort tid, så man har virkelig behov for ro til at komme ned i gear, når man ikke er på isen,” siger Madeleine.
Familieliv og sportslige mål udelukker ikke hinanden
Madeleine Dupont er en af de første atleter, der får støtte igennem Team Danmarks familiestøtteordning, der blev etableret i februar bl.a. via midler fra finansloven, der giver et løft til Team Danmarks økonomi til og med 2027.
Holdkammeraterne bakker op
Udover den økonomiske støtte gennem familiestøtteordningen er opbakningen fra holdkammeraterne afgørende for, at det kan lade sig gøre for Madeleine at deltage ved VM. Både op til og under VM har Madeleines nye familiesituation også påvirket holdet og krævet nogle tilpasninger.
”Vi har snakket meget om den nye situation på holdet, og hvordan vi praktisk gør. Men jeg spiller på et hold med de mest forstående og fleksible personer, jeg kender, og alle er virkelig gode til at tilpasse sig hurtigt og give en hånd med. For mig betyder det alt, at holdet er forstående for, at jeg nogle gange er lidt ind og ud af træninger, møder osv. Og så er det bare virkelig dejligt at have nogle, som gider ”dikkedikke” den lille, når jeg er lidt træt i hovedet,” siger Madeleine.
Danmark ligger i skrivende stund på en 4. plads efter 4 sejre og 1 nederlag i de 5 første kampe. Følg VM i curling her
Fakta
Team Danmarks familiestøtteordning skal sikre bedre hjælp og støtte til atleter, der får børn undervejs i deres sportslige karriere. Ordningen er målrettet både mandlige og kvindelige atleter.
- Det er vigtigt, at støtten er koordineret, aftalt og afstemt med og forankret i forbund og f.eks. med respekt for de andre atleter i elitemiljøet.
- Den ‘normale’ barselsperiode og reelt pasningsbehov af mindre børn vil blive prioriteret højest.
- Tildeling af støtte fra Team Danmark sker på baggrund af en individuel vurdering med udgangspunkt i behov og sportsligt niveau/potentiale.
Yderligere
oplysninger
Kontakt
-
Lars Balle Christensen
Sportsdirektør
Telefon:2514-5640
E-mail:[email protected]
-
Næste niveau
Team Danmarks strategi og støttekoncept 2025-2028 beskriver, hvordan Team Danmark vil arbejde for at udvikle dansk eliteidræt til næste niveau, og hvordan vi samarbejder med forbundene.