Hvad kan du som ressourceperson gøre?

Som træner, leder eller anden ressourceperson med kontakt til udøvere er der en række ting, du kan gøre, hvis du har mistanke om, at en udøver har en spiseforstyrrelse:

• Tal med udøveren om, hvordan hun eller han har det. Fortæl, at du er bekymret, fordi du oplever, at han eller hun responderer dårligt på træningen og/eller synes at være mentalt påvirket (f.eks. humørsvingninger). Lyt og spørg efterhånden mere konkret ind til forhold som krop og vægt, spisevaner, ønske om vægttab, metoder for at undgå vægtstigning og udøverens almene velbefindende. Denne omsorg kan i starten opfattes negativt, og problemerne kan fornægtes. Opgiv ikke, men bliv ved med at tale med udøveren om det. Vær ikke bange for at tage fat og tale med udøveren om dette.
• Hvis du overvejer at fortælle andre om problemstillingen, skal du først fortælle udøveren, hvem du ønsker at inddrage. Ellers kan sportsudøveren nemt opfatte det som tillidsbrud, og det kan derefter blive svært at genoprette tillidsforholdet mellem jer. Hvis der er tale om en ung udøver bør du kontakte forældrene og fremlægge din opfattelse af problemet, gerne sammen med udøveren. Hvis udøveren er voksen, bør du kraftigt opfordre ham eller hende til at gå til egen læge. Tal eventuelt med ægtefællen eller kæresten sammen med udøveren.
• Hvis der er tale om et stort fokus på mad og vægt, kan vejledning og rådgivning klares af egen læge og/eller diætist. Udøveren skal have støtte og vejledning til at begynde at spise tilstrækkeligt igen, afpasset efter træningsniveauet. Vægtkontrol kan i nogle tilfælde være en hjælp for udøveren for at se, at vægten ikke stiger. Vægtkontrol bør dog foretages af en for udøveren neutral person f.eks. af læge eller diætist. Du og udøverens forældre har en vigtig funktion i at støtte udøveren på sidelinjen.
• Hvis der er tale om alvorlige, tvangsprægede symptomer, skal behandlingen overlades til specialister på området. Hvis du er i tvivl – så vent ikke med at kontakte en faglig ekspert for råd og vejledning. Du finder en oversigt bagerst i dette hæfte.Det kan være nødvendigt at holde udøvere med en spiseforstyrrelse konkurrencefri i behandlingsperioden. Lad den kliniske psykolog give en tilbagemelding på dette.
• Du kan som ressourceperson være en vigtig støtte i en behandlingsfase. Det er en god idé, at du holder dig orienteret om udøverens behandlingsudvikling gennem forældre eller pårørende. Det kan være med til at gøre det vanskeligere for sportsudøveren at manipulere med sine omgivelser. F.eks. bør der være klare aftaler om træningsmængde, og hvilke måltider udøveren spiser hvor og hvornår, så han/hun ikke kan komme og sige: ”Jeg har spist”, eller at udøveren træner ekstra derhjemme.
• Det er vigtigt, at sportsudøveren med en spiseforstyrrelse bibeholder tilknytningen til sporten og træningskammeraterne. Træningsforbud kan medføre en uhensigtsmæssig social isolation. Der skal i de fleste tilfælde fortsat trænes, men på et lavere niveau og læg vægt på kvalitet fremfor kvantitet. Bliver et træningsforbud imidlertid nødvendigt for en periode, er det vigtigt, at udøveren ikke føler sig glemt, men f.eks. fortsat indgår i sociale arrangementer.