OL i Paris venter lige om hjørnet, og de danske atleter er klar til at forsvare de røde og hvide farver. Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, har været i maskinrummet i dansk eliteidræt i mere end 30 år, og han fortæller her om ”eliteidrættens våbenkapløb”, der buldrer derudaf.

24. July 2024

Team Danmarks sportsdirektør, Lars Balle Christensen, har set eliteidrættens verden fra flere perspektiver, først som roer i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne, dernæst sportschef i roning fra 2001 til 2017, fra 2017 som sportsmanager i Team Danmark og fra 2021 som sportsdirektør og øverste sportslige ansvarlige.

”Eliteidrætten har været i en rivende udvikling, siden jeg selv var atlet i begyndelsen af 1990'erne. Nationer og atleter søger konstant at optimere deres præstationer i en tiltagende international konkurrence. Det omtales nogle gange som "eliteidrættens våbenkapløb", og Team Danmark er så at sige stiftet for at sikre, at danske atleter får de bedste muligheder for at tage kampen op med konkurrenterne i dette kapløb, uden at vi går på kompromis med danske værdier og en sund og samfundsmæssig forsvarlig eliteidræt,” siger Lars Balle Christensen.

Team Danmark blev stiftet i 1984 bl.a. med det formål at styrke danske atleters konkurrenceevne internationalt på en socialt og samfundsmæssig forsvarlig måde, som det er formuleret i Lov om Elitedræt. En af de ting, som Team Danmark tidligt satte fokus på, var uddannelsesområdet og særligt unge talenters muligheder for at tage en ungdomsuddannelse sideløbende med en spirende eliteidrætskarriere. Det har fået tilnavnet ’dual career’ og er en vigtig brik i Team Danmarks arbejde, som i dag omfatter samarbejde med kommuner og med både gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser og videregående uddannelser.

Etableringen af Team Danmark markerede starten på en mere systematisk tilgang til elitesport, hvor der blev lagt vægt på videnskabeligt baserede metoder og i stigende grad blev arbejdet med fysiske tests og ekspertbistand til atleter inden for især fysisk træning, sportsernæring og sportspsykologi. ”Eliteidrættens våbenkapløb” var skudt i gang.  

Lars Balle Christensen deltog i roning ved OL i 1992 og 1996, henholdsvis som en del af den danske otter og i dobbeltsculler. Siden da er setup’et omkring atleterne og OL-holdet vokset markant.

”Jeg havde jo et fuldtidsarbejde ved siden af – også i året op til OL. Så havde jeg en romaskine med på arbejde, så jeg kunne træne i pausen. Det var jo ikke optimalt. Og heller ikke nødvendigvis det smarteste. Noget af det, jeg tog med mig videre som sportschef, var, at det med at optimere, det handler ikke bare om træning, men også om alt det rundt om. Man kan ikke præstere optimalt, hvis ikke man er klar i både hoved og krop. Det er vigtigt, at man om atlet også har tid til at restituere, nulstille og blive klar til næste træningspas eller konkurrence,” siger Lars Balle Christensen.

 

Kultur, elitemiljøer og sunde værdier

I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne støttede Team Danmark primært økonomisk og lavede fysiske tests i henholdsvis København og Odense. Team Danmark havde konsulenter og arbejdede med rammerne, men var kun i mindre grad involveret i det daglige sportslige arbejde ude i miljøerne. I dag har Team Danmark eksperter inden for en bred vifte af fagområder som dual career, sportspsykologi, sportsernæring, biomekanik, sportsfysiologi, sportsmedicin og – som noget af det nyeste – data og analyse. Og Team Danmarks eksperter arbejder tæt sammen med forbund, trænere og atleter for at finde de marginaler, der kan være afgørende for atleterne i den tætte internationale konkurrence.

”I dag har vi specialister hele vejen rundt. Medarbejderstaben i Team Danmark er bredt funderet og er designet og sammensat til at udvikle eliteidrætten – både organisationerne, elitemiljøerne og de enkelte atleter, der skal kæmpe for at stå øverst på podierne.”

En vigtig del af arbejdet med at udvikle dansk eliteidræt handler om at opbygge, udvikle og udbrede sunde og gode værdier. Kulturen i elitemiljøerne er afgørende for, at atleterne kan trives og udvikle sig.

”Som sportschef satte jeg fokus på kulturen og på miljøet. Man kan ikke yde optimalt og være den bedste version af sig selv, hvis ikke man trives og køber ind på de grundlæggende værdier i det miljø, man indgår i. Derfor har vi i dag i Team Danmark også øget fokus på de mennesker, der er omkring atleterne, især trænerne. Trænerne er helt afgørende på både den korte og den lange bane. Træneren er med til at udvikle atleten til at være den bedste version af sig selv. Det handler både om den enkelte og om miljøet – og om at huske, at det her, det er altså sport. Og sport handler om glæde. Det skal det stadig gøre, når det er elitesport, for glæden er en forudsætning for den motivation, der bærer atleten igennem alt det hårde arbejde med blod, sved og tårer.”

 

Mennesker og medaljer

Danmark er et lille land, og dansk eliteidræt har mindre budgetter end mange af de lande, vi sammenligner os med. Derfor er det også afgørende, at vi er på forkant med udviklingen inden for træning, teknologi, udstyr og den nyeste viden. Og noget af det nyeste er en endnu mere individuel tilgang til den enkelte atlet.

”Noget af det, der kendetegner de senere års udvikling, er et øget fokus på atleten og mennesket. Vi har fået en større forståelse for sammenhængen mellem trivsel, mental sundhed og præstation og dermed også for betydningen af en individuel tilgang. Det er så nemt at putte ting i kasser, og et stykke henad vejen kan man godt lave rammer for, hvad det kræver at præstere optimalt. Men når vi snakker eliteidræt og jagten på de sidste marginaler, så må man ikke glemme individet og den situation, den enkelte atlet står i – som atlet og som menneske. Det er noget, vi har markant mere fokus på i dag, end vi havde i 90’erne og 00’erne.”

For at Danmark også fremadrettet kan følge med den rivende udvikling i eliteidrættens våbenkapløb, handler det for Team Danmark om at fortsætte med at udvikle og implementere innovative løsninger, mens man bevarer fokus på de grundlæggende værdier, der udgør den særlige danske model.

”Jeg er stolt over den måde, vi arbejder med eliteidræt i Danmark. Vi formår at have fokus på både mennesker og medaljer, og de danske atleter er ikke bare konkurrencedygtige i en benhård international eliteidræt. De er samtidig fantastiske rollemodeller og repræsentanter for Danmark. Jeg er enormt stolt over det hold, der skal kæmpe for Danmark til OL i Paris, og jeg glæder mig til, at flammen tændes, og konkurrencerne begynder.”

Yderligere

oplysninger

Kontakt

  • Næste niveau

    Team Danmarks strategi og støttekoncept 2025-2028 beskriver, hvordan Team Danmark vil arbejde for at udvikle dansk eliteidræt til næste niveau, og hvordan vi samarbejder med forbundene.

Tilmeld dig vores nyhedsmail